28/07-15 17:23

Politi: Død kvinde på Malta er danskerPoliti: Død kvinde på Malta er dansker

Maltesisk politi slår fast, at dødfunden var en 71-årig dansker, men dødsårsagen er endnu ukendt.

Det var liget af en 71-årig dansk kvinde, der søndag blev fundet død på den maltesiske ø Gozo, oplyser det lokale politi i en pressemeddelelse.

Politiet har ventet på resultatet af den dna-test, som altså tirsdag bekræfter, at der er tale om en 71-årig kvinde, som forsvandt på øen fredag eftermiddag ved 15.30-tiden.

Dødsårsagen er endnu ikke fastslået, men politiet behandler den som et såkaldt "mistænkeligt dødsfald", der betyder, at sagen efterforskes som et drab.

Kvindens lig blev søndag eftermiddag fundet nøgen i et vandhul af en tilfældigt forbipasserende, som straks kontaktede politiet.

På en pressekonference mandag oplyste politiet ifølge det lokale medie tvm.com.mt, at kvinden havde skader i hovedet og på brystet, men at det ikke var lykkedes at fastslå dødsårsagen ved en obduktion mandag morgen.

Ifølge tvm.com.mt mener politiet, at hun er blevet dræbt, da hun gjorde modstand under et røveri. Det bestyrkes af, at hendes håndtaske med 300 euro, hendes iPhone og hendes pas er forsvundet.

Politiet på Malta har ikke ønsket at kommentere disse oplysninger over for Ritzau.

Den 71-årige kvinde kom til Malta den 19. juli og skulle være rejst hjem søndag. Hun var på ferie med en del af sin familie, blandt andet sin svigersøn og hans bror.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress