Af Ritzau - 11/08-16 15:52; Opdateret: 11/08-16 16:12

Ukrainske styrker er gjort kampklare ved KrimUkrainske styrker er gjort kampklare ved Krim

FN's Sikkerhedsråd samles torsdag for at drøfte den spændte situation mellem Rusland og Ukraine.

storybild

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, (nummer to fra venstre) leder et ekstraordinært krisemøde i Ukraines forsvars- og sikkerhedsråd i Kijev torsdag, hvor han gav hæren ordre til at være kampklar ved Krim. (Billede: Scanpix/Mykola Lazarenko)

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har givet ordre til, at landets hær skal være kampklar ved Krim-halvøen ved grænsen til de oprørskontrollerede områder i den østlige del af landet.

Porosjenkos ordre kommer efter, at den russiske præsident, Vladimir Putin, har beskyldt Ukraine for at være involveret i et "terrorangreb" på Krim, som i marts 2014 blev annekteret af Rusland.

Den ukrainske præsident siger, at han ønsker direkte forhandlinger med præsident Putin og flere vestlige ledere, efter Putins beskyldninger er kommet frem.

FN's Sikkerhedsråd samles torsdag for at drøfte den spændte situation mellem Rusland og Ukraine efter anmodning fra regeringen i Kijev, skriver Reuters.

Ukraine, som er et ikkepermanent medlem af Sikkerhedsrådet, har anmodet om krisemødet, som vil blive holdt for lukkede døre.

Torsdag holdt Putin et møde med nationale sikkerhedschefer for at diskutere yderligere sikkerhedsforanstaltninger på Krim.

Den russiske sikkerhedstjeneste FSB fremsatte tidligere på ugen beskyldninger om, at ukrainske agenter stod bag to angreb på Krim, hvor to russere blev dræbt. Styret i Kijev afviser beskyldningerne.

- Det er falske informationer, sagde en talsmand for det ukrainske forsvarsministerium. Han tilføjer, at Rusland "kun er ude efter en årsag til at optrappe konflikten".

Putin har sagt, at Ukraine har handlet dumt og kriminelt, og at der ikke er nogen pointe i at holde planlagte møder i forbindelse med fredsprocessen i det østlige Ukraine.

Porosjenko har afvist de russiske beskyldninger som "meningsløse og kyniske".

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress