Af Ritzau - 06/04-16 10:07

Sanders og Cruz tror på vendepunkt i USA-valgSanders og Cruz tror på vendepunkt i USA-valg

Det var forfølgerne, der vandt primærvalg i Wisconsin. Men det er en kamp op ad bakke at slå Trump og Hillary.

storybild

Den republikanske Tea Party-senator Ted Cruz vinder sikkert i Wisconsin over Donald Trump. (Billede: AP/Paul Sancya)

Der blev onsdag snappet morgenluft blandt de kandidater i USA, der håber at tage førertrøjen fra demokraten Hillary Clinton og republikaneren Donald Trump.

Det skete efter primærvalget i staten Wisconsin tirsdag, hvor den stærkt højreorienterede Ted Cruz vandt en overbevisende sejr over Trump med 48 mod 35 procent.

For den venstreorienterede demokrat Bernie Sanders var det den sjette sejr ud af de sidste syv mulige. Han slog Clinton med 56 procent mod 43 procent.

- I aften er et vendepunkt, det er et kampråb, sagde Cruz til sine begejstrede tilhængere i Milwaukee.

Men det bliver en kamp op ad bakke for både Cruz og Sanders, og her handler det om valgmatematik, efter cirka halvdelen af primærvalgene er overstået. Hver stat stiller med et antal delgerede, når partiets præsidentkandidat skal udpeges i juli.

Hos Demokraterne sikres præsidentnomineringen ved at have opbakning fra 2383 delegerede. Clinton har efter valget i Wisconsin 1274 delegerede bag sig mod 1025 til Sanders. Det kunne ligne et tæt løb, men det er ikke tilfældet.

Hos Republikanerne kræver nomineringen støtte fra 1237 delgerede, og efter Wisconsin har Trump 739 delegerede, mens Cruz tegner sig for 502. Den tredje kandidat John Kasich har 143 delegerede.

19. og 26. april stemmes der i to meget store stater: New York og Pennsylvania, og det er her, Sanders og Cruz skal klare sig overbevisende for at hænge på.

Meningsmålingerne er ikke i deres favør. Trump fører stort i sin hjemstat New York og har et pænt forspring i Pennsylvania.

Clinton fører også i New York, som hun har repræsenteret som senator. Men det er ikke helt umuligt for Sanders, der er født og opvokset i byen New York. Han er cirka 10 procentpoint bagud i målingerne.

Men Clinton kan regne med en ekstrapræmie, når primærvalgene er overstået i juni. Det er godt 500 såkaldte superdelegerede i Det Demokratiske Parti, der ikke er udpeget af vælgerne. Det er prominente demokrater, som har denne ret til at stemme ved partikonventet, når partiets præsidentkandidat nomineres.

Det gør det næsten umuligt for Sanders at komme forbi Clinton.

Cruz' sejr i Wisconsin kan bidrage til et udfald af præsidentopgøret, der kan blive så mudret, at det ender i tumult for Republikanerne på det afgørende konvent i juli. Det sker, hvis ingen af kandidaterne sikrer sig over 1237 delegerede.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress