Af Ritzau - 06/07-16 17:45; Opdateret: 07/07-16 01:16

USA sanktionerer Kim Jong-un for overgreb på eget folkUSA sanktionerer Kim Jong-un for overgreb på eget folk

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, topper amerikansk liste over individer, der er pålagt sanktioner.

storybild

Kim Jong-un står bag notoriske overgreb på sin egen befolkning i Nordkorea, lyder argumentet i USA, som har indført sanktioner mod ham og 10 andre. (Billede: Scanpix/Kcna)

USA pålægger Nordkoreas Kim Jong-un sanktioner for "notoriske overgreb" på egen befolkning.

En rapport fra udenrigsministeriet i USA viser, at blandt andre den nordkoreanske leder er pålagt sanktioner.

- Regeringen står fortsat bag alvorlige brud på menneskerettighederne. Herunder henrettelser uden retssag, hedder det i en rapport til Kongressen.

Rapporten er udarbejdet i udenrigsministeriet.

Det er første gang, at USA pålægger den nordkoreanske leder sanktioner. De retter sig mod ejendom og værdier, der ligger inden for USA's jurisdiktion.

Rapporten oplister ifølge Reuters i alt 11 personer. De hævdes at have ansvar for alvorlige brud på menneskerettigheder og for censur.

- Under Kim Jong-un begår Nordkorea fortsat uacceptable uhyrligheder mod millioner af mennesker, siger Adam J. Szubin, en højtstående embedsmand i finansministeriet.

Nordkoreas repræsentation i FN har ikke omtalt meldingen fra USA.

I marts rettede USA en skarp kritik af landet. Den fulgte med et krav fra Washington om frigivelse af den amerikanske studerende Otto Warmbier.

Warmbier blev i januar idømt 15 års strafarbejde for at have fjernet en politisk plakat fra et hotel i landet.

En canadisk præst, der er født i Sydkorea, blev sidste år anholdt og idømt livsvarigt fængsel for forsøg på at undergrave staten.

En FN-chef for menneskerettigheder har tidligere sagt, at ledelsen i landet bør retsforfølges for forbrydelser mod menneskeheden.

Kina har gjort indsigelse mod dette. Kineserne advarer mod, at spørgsmål om menneskerettigheder politiseres. Der er behov for en sammenhængende politik over for styret i Pyongyang, lyder det fra Kina.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress