06/03-16 23:08

Migrantbørn i Sverige lokkes med penge til at bo privatMigrantbørn i Sverige lokkes med penge til at bo privat

Mindreårige migranter og flygtninge i Sverige tilbydes penge, som de kan sende hjem, hvis de bor privat.

storybild

Mange mindreårige flygtninge og migranter er kommet til Sverige med den store migrantbølge sydfra. Private familier får penge, hvis de vil have dem boende, men tilsyneladende forsøger nogle familier at lave forretninger ud af det. (Billede: Free/Colourbox)

Når mindreårige migranter eller flygtninge kommer til Sverige, indkvarteres de normalt på et såkaldt HVB-hjem for mindreårige asylansøgere.

HVB-hjem er der mange af i Sverige lige nu, og de er fyldt på grund af det store antal flygtninge og migranter, der er kommet til Sverige.

Nogle indkvarteres privat i det, der kaldes familiehjem, og ifølge avisen Svenska Dagbladet er nyankomne flygtningebørn blevet lokket med penge for at flytte i familiehjem.

Det skal være sket i Uppsala.

Ifølge avisen kan en familie få op imod 19.000 svenske kroner per måned per flygtningebarn, den har boende. Efter avisens oplysninger bruger nogle familier en del af disse penge på at lokke asylbørn til sig.

Avisen har talt med en 14-årig pige, som under et besøg på Migrationsverkets kontor (den svenske udlændingestyrelse red.) blev kontaktet af en voksen, hun ikke kendte.

- Hun spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at bo hos en familie fra samme land som jeg. Hun sagde, at jeg kunne tale med familien, som hun kender, og jeg kunne få penge af dem, hvis jeg flyttede ind, fortæller den 14-årige pige, Tahmina, til avisen.

Ifølge Svenska Dagbladet er flere asylbørn blevet tilbudt op til 3000 kroner af familierne, der ville have dem boende. De 3000 kroner kunne de så sende hjem til deres familier i det land, de er flygtet fra.

På grund af det store antal migranter og flygtninge i Sverige har flere og flere familier set deres snit til at tjene penge på det.

Svenska Dagbladet skriver, at der er familier, som har fem asylbørn boende - altså en indtægt på knapt 100.000 kroner om måneden.

Avisen har talt med en kilde, der vil være anonym, men som har været i kontakt med flere af de unge, der er blevet opsøgt i Uppsala af personer, som tilbyder dem penge for at flytte i familiehjem.

- Barnet får penge, og familierne får penge for at have barnet boende. Men barnet bliver narret, for skulle barnet ikke trives i familiehjemmet, så føler det sig tvunget til at blive, da det får penge, som det ellers ikke ville få andre steder, siger manden.

Han fortæller også, at familierne ofte består af personer, der ikke har arbejde, og som med dette her arrangement får en ekstra indtægt.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress