19/02-16 13:09

Selvmordsangreb koster mindst 19 livet i CamerounSelvmordsangreb koster mindst 19 livet i Cameroun

Ifølge lokale embedsmænd sprængte to mænd sig selv i luften på et marked i byen Meme. Mange dræbte og sårede.

storybild

Det afrikanske land Cameroun hærges af krigere fra den islamistiske gruppe Boko Haram, som embedsmænd mener står bag fredagens selvmordsangreb i byen Meme i det nordlige Cameroun. (Billede: Free/Colourbox)

Et dobbelt selvmordsangreb på et marked i byen Meme i det nordlige Cameroun har fredag kostet mindst 19 mennesker livet og såret yderligere 50. Det oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge myndighederne gik to mænd ind på markedet og sprængte sig selv i luften.

Antallet af dræbte og sårede kan stige.

Bomberne er de seneste i en række af blodige angreb i det nordlige Cameroun, som er et område, hvor den militante, nigerianske gruppe Boko Haram er meget aktiv.

Indtil videre er der ingen, som har taget skylden for angrebene, men camerounske embedsmænd peger på Boko Haram, som også har fået skylden for en lang række selvmordsbomber i nabolandene Tchad og Niger i løbet af det seneste år.

Ifølge Camerouns regering og militær har Boko Harams voldelige adfærd i landet resulteret i cirka 1000 omkomne.

Boko Haram menes at have dræbt omkring 15.000 mennesker og drevet over to millioner væk fra deres hjem i løbet af gruppens seks år lange oprør i et af verdens fattigste områder.

Det amerikanske militær kalder Boko Haram for den mest voldelige, ekstremistiske gruppe i verden.

Nigeria, Tchad, Niger, Cameroun og Benin har oprettet en regional styrke på 8700 mand, som skal bekæmpe og udrydde Boko Haram.

USA har desuden sendt militære bidrag, som blandt andet skal yde efterretningsmæssig assistance til styrken.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress