Af Ritzau - 08/07-16 17:20; Opdateret: 08/07-16 18:37

Danmark vil flytte Obamas fokus fra penge til missionerDanmark vil flytte Obamas fokus fra penge til missioner

Nato skal i højere grad anerkende missioner frem for forsvarsbudgetter, siger Kristian Jensen på topmøde.

storybild

Der er for meget fokus på, hvad Natos 28 medlemslande bruger af penge på deres forsvar, mener udenrigsminister Kristian Jensen. Han ønsker mere fokus på, om pengene bruges aktivt til gavn for alliancen. (Billede: Scanpix/Heine Pedersen)

Der er for meget fokus på, hvad Natos 28 medlemslande bruger af penge på deres forsvar. Der bør i stedet være mere fokus på, om pengene bruges aktivt til gavn for alliancen.

Det budskab arbejder den danske delegation under Nato-topmødet i Warszawa meget aktivt på at fremme. Det sker under forhandlinger fredag på topmødets førstedag.

- Vi arbejder ret hårdt på, at vi kan få det budskab, der er fra Wales om målsætningen på to procent, spredt ud på ikke bare hvad vi bruger, men også på hvordan man bruger, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Han peger på, at der er lande i alliancen, som lever op til målsætningen fra Nato-topmødet i Wales i 2014 om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret. Men man ser dem ikke levere i missioner, lyder det fra den danske udenrigsminister.

Hvis alliancen skal være leveringsdygtig i et aktivt forsvar, så skal pengene bruges på en måde, så man kan levere, mener Kristian Jensen.

- Det håber vi, at vi også kan få debatten i dag til at dreje sig mere om, siger han.

Især USA's præsident, Barack Obama, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, vil have Danmark og de øvrige Nato-lande til at bruge flere penge på forsvaret i de kommende år, så Nato bliver bedre rustet til at imødegå flere trusler.

Danmark ventes i år at bruge 1,17 procent af bruttonationalproduktet på sit forsvar.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde fredag ved ankomsten til Nato-topmødet, at det er regeringens ambition at få "en realvækst" i budgettet i det forsvarsforlig, der skal forhandles næste år.

Lars Løkke Rasmussen vil dog ikke give et bud på, hvor stor væksten i forsvarsbudgettet efter hans mening skal være.

Men Kristian Jensen siger, at han har "meget, meget svært ved at se" for sig, at Danmark kan nå målsætningen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret inden 2024 - ti år efter Wales-topmødet.

- Jeg tror, at alle gerne vil have, at vi kan nå to procent. Men sagen er, at det er en meget, meget svær målsætning for os at nå, siger Kristian Jensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress