Af - 17/07-15 14:01; Opdateret: 17/07-15 14:14

Mystik om hængebryster: Hvad er sandheden om BH-historie?Mystik om hængebryster: Hvad er sandheden om BH-historie?

Går du med BH, kan det give hængebryster, lyder det i en artikel, der deles heftigt i øjeblikket.

Bildstrecke im Grossformat »

Hvis du står og er i færd med at smide dine BH’er ud efter at have læst denne meget populære artikel , så træk lige i håndbremsen, før du sætter ild til din undertøjsskuffe.

I artiklen lyder det, at kvinder kan få hængebryster af at gå med BH. Siden 1997 har professor Jean-Denis Rouillon, der tidligere var tilknyttet Centre Hospitalier Universitaire i byen Besancon, undersøgt brysters udvikling hos 330 frivillige kvinder i alderen 18 til 35. Hans konklusion er:

Medicinsk, fysiologisk, anatomisk får bryster ingen gavn af at blive nægtet at mærke tyngdekraften. Tværtimod kommer de til at hænge mere, når man går med BH.

Det er hvad, Jean-Denis Rouillon er citeret for i artiklen, der i øvrigt kunne læses på diverse internationale medier i 2013 med samme konklusioner.

Ifølge Jean-Denis Rouillons målinger sidder brystvorter hos kvinder, der ikke går med BH, i gennemsnit 7 millimeter højere end hos kvinderne, der går med BH. Han mener, at BH’er ikke fremmer bryster til at udvikle støttende brystvæv, der netop kan forhindre, at brysterne drager sydpå med tiden.

I et interview i 2013 understreger han, at antallet af kvinder, hvis bryster han har målt, ikke er stort nok til, at man kan komme med en generel konklusion. Han påpeger også, at kvinder i ældre aldersgrupper kan have gavn af BH’en.

Men den danske plastikkirurg Benedikte Thuesen har ikke megen tiltro den franske undersøgelses resultater. Igennem mange års arbejde med blandt andet brystimplantater har Benedikte Thuesen haft med mange kvindebryster at gøre, og hun har denne pointe:

- Man kan ikke sige noget generelt om bryster. For det er så individuelt, hvordan hudens kvalitet er - selv hos unge kvinder. Der er simpelthen genetiske forskelle.

Benedikte Thuesen anbefaler ofte sine patienter at gå med BH for netop at forhindre hængebarm.

- Hvis man har lidt strækmærker og har en barm, der hænger lidt allerede inden man har fået barn, eller uden at man har haft et stort vægttab, der typisk kan give hængebarm, så vil jeg sige: Gå med bh så meget som muligt.

- For hjælper og støtter man ikke huden i de tilfælde, så bliver det meget værre. De elastiske fibre eller mangel på samme, strækker sig endnu mere, hvis ikke de får noget støtte.

Plastikkirurgen anbefaler især én gruppe kvinder at gå med bh.

- Jeg har ikke selv lavet videnskabelige undersøgelser på det, men det er helt klart min overbevisning, at kvinder med bryster, hvor hudkvaliteten er dårlig, vil opleve, at deres bryster vil komme til at hænge mere, hvis ikke de støtter med en bh.

- Jeg tror simpelthen ikke på den forskning. For hvis man eksempelvis dyrker motion, og det gynger op og ned, og der kommer meget træk i en dårlig hudkvalitet, så kommer det til at hænge mere, siger Benedikte Thuesen.

Men så er der kvinder, der har en helt anden hudkvalitet, der ikke behøver gå med BH.

- Har du en lille ‘Kate Moss’-barm, er det fuldstændig ligegyldigt, om du går med bh eller ej. Netop fordi du har nogle gode kollagene og elastiske fibre, siger Benedikte Thuesen.

Metroxpress ville gerne have interviewet professor Jean-Denis Rouillon omkring hans forskning, og om medierne tolker hans resultater korrekt. Men han er hverken tilknyttet Unversitetet i Besançon eller Université de Franche-Comté længere og har ikke svaret på vores henvendelse per mail.

LÆS OGSÅ: Emilias bryster går amok på Facebook - derfor bliver de ikke fjernet

LÆS OGSÅ: Sarah skammede sig over sine store bryster - indtil de reddede hendes liv

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress