Af Ritzau - 21/04-16 19:15

EU og Tyrkiet fortsat på kollisionskurs om visumaftaleEU og Tyrkiet fortsat på kollisionskurs om visumaftale

Nervekrigen om detaljerne i EU's store flygtningeaftale med Tyrkiet fortsætter med at bølge frem og tilbage.

storybild

Tyrkiets præsident Erdogan har raset mod Europas tegn på at trække sig fra aftalen. (Billede: AP/Burhan Ozbilici)

Der bliver fortsat udvekslet verbale salver mellem Tyrkiet og Europa om den store migrationsaftale fra marts.

De første skridt i aftalen er taget, hvilket har fået strømmen af flygtninge og migranter til de græske øer til at bremse kraftigt op.

Men som et led i aftalen skal alle tyrkere kunne bruge deres pas til at rejse til Europa uden visumkrav senest til juni, og det vækker uenighed.

Tyrkiet lever kun op til 35 af de 72 krav, EU stiller, før der kan gives visumfrihed til et land, fortalte EU-Kommissionen torsdag ved en debat, og landet kan umuligt nå at gennemføre de nødvendige reformer i tide, lyder det.

Omvendt har Tyrkiet højlydt advaret om, at det vil trække sig fra sine forpligtelser på flygtningeområdet, hvis EU ikke lever op til hele aftalen, hvor især den visumfri adgang til de 26 Schengen-lande er i centrum.

- Vi forventer, at de lever op til det aftalte. Hvordan kan vi ellers stole på EU, spørger Tyrkiets ambassadør til EU, Selim Yenel, i avisen Financial Times.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, understregede onsdag, at der ikke vil blive slækket på de sædvanlige krav for visumfrihed til EU. EU-Kommissionen mener også, at Tyrkiet skal gøre mere for at beskytte udsatte flygtninge.

Iagttagere vurderer dog, at der vil blive indgået en aftale - enten en udskydelse eller en ændring af vilkårene - for at undgå den helt store konflikt.

EU's aftale med Tyrkiet, der blev indgået på et topmøde 18. marts, går ud på at sende alle flygtninge og migranter på de græske øer retur til Tyrkiet. På to uger er 325 migranter sendt til Tyrkiet, men ingen afviste asylansøgere er endnu tvunget samme vej.

For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage til Tyrkiet fra de græske øer uden asyl, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genhuse vedkommende i EU. Foreløbig er 103 syrere kommet til Europa under den aftale.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress