Af Ritzau - 08/08-16 08:06; Opdateret: 08/08-16 16:21

Selvmordsbomber i Pakistan dræber mindst 70 på hospitalSelvmordsbomber i Pakistan dræber mindst 70 på hospital

Taliban tager ansvar for angreb, hvor mange var forsamlet ved hospital for at sørge over drab på en advokat.

storybild

Pakistanske advokater var samlet ved det hospital i Quetta, hvor bomben eksploderede mandag. (Billede: Scanpix/Banaras Khan)

Taliban tager skylden for en selvmordsbombe, der har dræbt mindst 70 mennesker på et hospital i Baluchistan-provinsen i Pakistan.

- Taliban tager ansvaret for dette angreb og giver løfte om at fortsætte med at udføre sådanne angreb, hedder det i en e-mail fra talsmanden i den militante organisation.

Han fortæller, at den snarest vil offentliggøre en video af angrebet.

Organisationen fulde navn er Tehreek-e-Taliban Pakistan Jamaat ur-Ahrar. Det var også den, som tog skylden for et angreb i Lahore påskedag, som kostede 72 mennesker livet i en overfyldt park.

Dødstallet lå for kort tid siden på 63, men hospitalskilder siger til avisen The Nation, at yderligere syv er døde af deres sår, så dødstallet er oppe på 70.

Blodige tv-billeder fra stedet viser døde mennesker liggende på jorden. Chokerede mennesker græder og trøster hinanden mellem blodpøle og knust glas.

Eksplosionen skete i Quetta, da advokater og journalister samt familie og venner til den dræbte advokat Bilal Anwar Kasi var samlet på hospitalet for at sørge, oplyser kilder og lokale embedsmænd.

Kasi blev tidligere på dagen skudt og dræbt af ukendte gerningsmænd uden for sit hjem, da han var ved at tage på arbejde, siger øjenvidner.

En højtstående embedsmand i bystyret i Quetta sagde tidligere til nyhedsbureauet AFP, at også to kameramænd er blandt de dræbte. De befandt sig på hospitalet for at rapportere om den fremtrædende advokats død.

Quetta er hovedby i Baluchistan, en provins i det sydvestlige Pakistan, der gennem nogen tid har været præget af sekterisk vold mellem sunni- og shiamuslimer.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress