27/03-16 16:15; Opdateret: 27/03-16 16:28

Belgisk politi bruger vandkanoner mod demonstranterBelgisk politi bruger vandkanoner mod demonstranter

En spændt stemning hersker i Bruxelles, hvor omkring 500 har trodset opfordringen til ikke at demonstrere.

storybild

Arkivfoto (Billede: AP/Geert Vanden Wijngaert)

Belgisk politi har taget vandkanoner i brug for at holde styr på nogle hundreder demonstranter, der var mødt op i det centrale Bruxelles søndag til en spontan protest, skriver flere nyhedsbureauer.

Myndighederne havde opfordret folk til at udskyde demonstrationer og andre former for arrangementer, der skulle udtrykke solidaritet med ofrene for tirsdagens bombeangreb.

Mange mennesker var søndag dukket op på Place de la Bourse i Bruxelles, hvor tusinder har lagt blomster, tændt lys og skrevet hilsener til ofrene for angrebet.

Flere af de sortklædte demonstranter menes at være højreekstreme eller fodboldbøller, skriver internationale nyhedsbureauer.

Kampklædt politi med skjold og hjelme stillede sig op foran demonstranterne, og to biler med vandkanoner ankom til stedet, hvorpå politiet tændte for sluserne og rettede det kolde vand mod demonstranterne.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er der en anspændt stemning på pladsen, hvor demonstranter og moddemonstranter råber slagord mod hinanden, ligesom der er en del skubben frem og tilbage.

Flere af demonstranterne havde medbragt kasser fulde af øl og var tilsyneladende berusede, skriver NTB.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress