Af Ritzau - 29/04-16 05:30

Kenya brænder 100 tons elfenben for elefanternes skyldKenya brænder 100 tons elfenben for elefanternes skyld

Elfenben for mere end en halv milliard kroner bliver lørdag brændt af i forbindelse med et topmøde i Kenya.

storybild

De mere end 100 tons elfenben, der lørdag bliver brændt af, har på det sorte marked en værdi på 100 millioner dollar - over 650 millioner kroner, skriver nyhedsbureauet AFP. (Billede: AP/Ben Curtis)

Der kommer hverken smykker, statuer eller kontanter ud af de mere end 100 ton stødtænder og horn, som Kenya siden 1989 har konfiskeret fra illegale krybskytter.

I stedet sætter regeringen ild til hele samlingen ved en spektakulær begivenhed, hvor elfenben fra elefanter og horn fra næsehorn bliver omdannet til aske.

Afbrændingen sker lørdag i forbindelse med et topmøde i Kenya, der begynder fredag.

Her samles en række afrikanske statsledere og flere forskellige organisationer for at sætte fokus på de krybskytter, der over hele Afrika hvert år nedlægger 30.000 elefanter for at få fingre i det elfenben, der særligt i Asien fortsat er en eftertragtet vare.

Og hos Verdensnaturfonden (WWF) er der stor begejstring for kenyanernes tiltag.

- Det er et stærkt signal og et godt budskab, Kenya sender. Det vidner om, at man ønsker et opgør med den illegale handel med truede dyrearter - og særligt elefanter.

- Det er vigtigt for Kenya at bevare de bestande, de har af elefanter og andre vilde dyr, siger Bo Normander, programleder for skov og biodiversitet hos WWF.

Kritiske røster har foreslået at droppe bålet og i stedet sælge de konfiskerede varer for derefter at bruge omsætningen på at bevare naturparker og dyreliv i Kenya.

Salg af elfenben har dog været ulovligt siden 1989, og regeringen ville derfor være tvunget på det sorte marked. Og det giver ikke meget mening, siger Bo Normander.

- Det ville for det første være ulovligt, og så ville det også være et rigtigt skidt signal at sende, siger han.

Lørdagens bål er så vidt vides den største afbrænding af elfenben nogensinde.

Ifølge nyhedsbureauet AFP svarer mængden til stødtænderne fra 6700 elefanter. På det sorte marked har det en værdi på 100 millioner dollar - over 650 millioner kroner.

Men generaldirektøren for Kenyas Dyrelivstjeneste, Kitili Mbathi, understreger over for AFP, at elefanternes stødtænder ikke har værdi for andre end elefanterne selv.

- Vi mener ikke, at der er nogen værdi i selve elfenbenet. Derfor brænder vi hele vores lager og viser over for verden, at elfenben kun er værdifuldt for elefanter, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress