Af Ritzau - 20/10-16 14:19; Opdateret: 20/10-16 17:26

Theresa May vil være pålidelig partner for EU efter exitTheresa May vil være pålidelig partner for EU efter exit

May opfordrer EU til at stå sammen for at få stoppet Ruslands "rystende" og "kvalmende" grusomheder i Syrien.

storybild

- Jeg er her med en meget klar besked. Storbritannien forlader EU, siger den britiske premierminister, Theresa May, ved ankomsten til sit første EU-topmøde. (Billede: Reuters/Yves Herman)

Storbritannien vil være en pålidelig partner og arbejde tæt sammen med EU, efter at briterne har forladt samarbejdet.

Det lover den nye britiske premierminister, Theresa May, torsdag ved ankomsten til sit første EU-topmøde i Bruxelles.

- Jeg er her med en meget klar besked.

- Storbritannien forlader EU. Men vi vil fortsætte med at spille en fuld rolle, indtil vi er ude. Og vi vil være en stærk og pålidelig partner, efter at vi har sagt farvel, siger hun.

Theresa May siger samtidig, at EU-landene må stå sammen om at lægge pres på Rusland i Syrien.

- Vi må fortsætte med at arbejde sammen, og det er afgørende, at vi arbejder sammen for at fortsætte med at lægge pres på Rusland for at få stoppet deres rystende grusomheder, deres kvalmende grusomheder i Syrien, siger Theresa May.

EU-præsident Donald Tusk siger, at han glæder sig til at tage imod Theresa May på topmødet.

Ifølge Tusk er det helt forkert, når nogle medier har beskrevet den nye britiske premierministers første EU-topmøde som at gå ind i løvens hule.

- Det passer ikke. Det er mere som en rede med duer. Hun vil være fuldkommen sikker sammen med os, siger Donald Tusk.

- Og jeg håber, at hun vil indse, at Den Europæiske Union simpelthen er det bedste selskab i verden, siger han.

Theresa May skal torsdag aften på topmødet give en foreløbig status på den britiske exit-proces.

Her ventes hun at gentage, at hun senest ved udgangen af marts næste år vil aktivere EU-traktatens artikel 50.

Det starter en nedtælling på to år til den britiske exit fra EU, samtidig med at de hårde forhandlinger om et helt nyt forhold mellem EU og briterne går i gang.

Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at jo hårdere et brud med EU, Theresa May ønsker, jo hårdere bliver exit-forhandlingerne også.

- Jeg har sagt det meget klart: Hvis fru Theresa May ønsker en hård brexit, så bliver forhandlingerne også hårde, siger den franske præsident.

Theresa May, der afløste David Cameron som premierminister i juli, har forud for topmødet holdt bilaterale møder med flere af EU-lederne. I sidste uge mødte hun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Marienborg.

May har også planlagt en stribe bilaterale samtaler i løbet af det to dage lange EU-topmøde i Bruxelles.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress