Af David Andersen - 04/11-15 16:50; Opdateret: 04/11-15 19:35

Medie: Dansker i Sydafrika har løjet om sin identitetMedie: Dansker i Sydafrika har løjet om sin identitet

Dansker har ejet flere pas med forskellige angivelser af fødested og løjet om at eje et selskab, skriver medie.

storybild

(Billede: Polfoto/AP)

Den danske mand, der i Sydafrika blandt andet er anklaget for at have afskåret kvinders kønsdele og opbevaret dem i sin fryser, har tilsyneladende opholdt sig i Afrika på falske papirer.

Det skriver nyhedssiden News24.com.

Ved et retsmøde i byen Bloemfontein i det centrale Sydafrika er det under et retsmøde onsdag kommet frem, at manden har fået udstedt et pas i 1985, hvor det fremgik, at han er født i Vedbæk.

- Der er ingen registreringer, der viser, at han (danskeren, red.) har brugt dette pas til at krydse Sydafrikas grænse, siger Nico Breed, som er embedsmand i indenrigsministeriet i Sydafrika, i retten.

I 1995 fik han udstedt et nyt pas, som viste, at han er født i Søllerød.

Desuden fortæller Nico Breed, som har efterforsket sagen, siden danskeren blev anholdt, at det fremgår af den anklagedes identitetspapirer, at han ikke skulle være gift.

Breed fortæller også i retten, at da danskeren søgte om en midlertidig opholdstilladelse i Sydafrika, hævdede han, at han ejede et byggefirma. Den seneste efterforskning har vist, at det pågældende firma aldrig har været registreret i hans navn.

Sagen vakte stor opsigt, da manden blev anholdt i september. I hans fryser fandt politiet 21 kønsdele fra omskæring af 21 kvinder.

Politiet kom på sporet af danskeren ved hjælp af hans 28-årige kone, men hun blev i sidste måned skudt i det lille kongerige Lesotho, der er helt omgivet af Sydafrika. Natten igennem kæmpede lægerne for at redde hendes liv, men dagen efter døde hun.

Dermed mistede det sydafrikanske politi sit kronvidne i sagen mod den danske våbenhandler.

Manden skal have forklaret, at det var hans kone, der førte kniven ved omskæringer af kvinder. Men en efterforsker ved politiet har sagt, at man er i besiddelse af en videooptagelse, hvor man kan se, at danskeren udfører et indgreb på en kvinde.

Han sigtes også for besiddelse af børneporno, vold og trusler, ligesom han beskyldes for flerkoneri.

I Danmark er manden tidligere idømt seks måneders fængsel i en sag om våben. Det er Nordsjællands Politi, der håndterede denne sag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress