Af Ritzau - 18/10-16 10:19; Opdateret: 18/10-16 21:26

EU advarer: Jihadister vil vende tilbage fra IrakEU advarer: Jihadister vil vende tilbage fra Irak

Generobring af Islamisk Stats højborg Mosul i Irak kan føre til, at flere IS-krigere returnerer til Europa.

storybild

Det var blandt andet i en moské i Mosul, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, udråbte et kalifat. Kalifatet omfattede store områder i både Irak og Syrien, men er skrumpet væsentligt siden. (Billede: Scanpix/-)

Europa må være forberedt på en ny strøm af jihadister. Det vurderer EU's sikkerhedskommissær, briten Julian King.

Når irakiske styrker generobrer den irakiske storby Mosul, som er kontrolleret af Islamisk Stat (IS), kan det føre til, at flere voldelige IS-krigere rejser tilbage til Europa.

Det siger han i et interview med den tyske avis Die Welt tirsdag.

Sikkerhedskommissæren mener, at selv en håndfuld jihadister vil udgøre en alvorlig fare, som "vi må forberede os på".

Men ifølge Islamisk Stat-kender og forfatter Deniz Serinci er der større risiko for, at tilhængerne af IS flygter mod Syrien end mod Europa.

Men han deler alligevel EU-kommissærens bekymring.

- Skal Danmark være bange? Jeg vil sige, at vi alle i Vesten skal være bange, siger Deniz Serinci.

For IS har fået større grund til at hævne sig imod Vesten, forklarer han.

- De troede, de skulle have et kalifat for sunnimuslimer, som Israel har det for jøderne. Og det er ikke blevet til noget først og fremmest på grund af de vestlige bomber, siger han.

IS-kenderen, der for nylig har været i Irak, fortæller, at der ifølge hans oplysninger befinder sig 15 danske statsborgere i Mosul, som kæmper for IS.

Men terrortruslen bliver ikke større imod Danmark af den grund, vurderer han.

- Terrortruslen er ikke større end i de andre vestlige lande, siger Deniz Serinci.

Islamisk Stat har siddet på magten i Mosul siden juni 2014. Her indtog bevægelsen uden særlig sværdslag byen med over en million indbyggere.

Det var blandt andet i en moské i Mosul, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, udråbte et kalifat. Kalifatet omfattede store områder i både Irak og Syrien, men er skrumpet væsentligt siden.

Offensiven mod Mosul gennemføres af omkring 30.000 soldater fra den irakiske hær samt kurdiske peshmerga-soldater og iranskstøttede shiamilitser.

Der anslås at være mellem 4000 og 8000 IS-krigere, som forsvarer byen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress