30/09-15 14:39

USA-kilde: Rusland bomber i Syrien efter forhåndsvarselUSA-kilde: Rusland bomber i Syrien efter forhåndsvarsel

En anonym amerikansk kilde fortæller, at Rusland varslede USA om angreb en time før bombekast.

Russiske kampfly kaster onsdag ifølge en amerikansk kilde bomber over Syrien - samme dag som parlamentet i Moskva har givet grønt lys til militære operationer i det krigshærgede land.

Det siger en anonym amerikansk regeringskilde til nyhedsbureauet Reuters.

Russerne havde varslet amerikanerne en time før angrebet, oplyser kilden, som også fortæller, at kampflyene kaster bomber i omegnen af Homs.

Varslet fra russerne blev ikke besvaret af USA.

Overhuset i Rusland gav onsdag formiddag enstemmigt grønt lys til en anmodning fra præsident Vladimir Putin om at sende de væbnede styrker til Syrien.

Det er Syriens præsident, Bashar al-Assad, som har bedt Rusland om militær støtte, oplyser stabschefen i Kreml, Sergej Ivanov.

Rusland har de seneste måneder optrappet sin tilstedeværelse i Syrien, hvortil russerne har sendt både militært personel, avancerede våbensystemer og kampfly.

Anvendelsen af Ruslands væbnede styrker "vil være funderet på folkerettens anerkendte principper og normer".

Flere medier har ifølge nyhedsbureauet Reuters rapporteret, at russiske kampfly allerede har været på opgaver i Syrien.

En talsmand i Kreml har onsdag nægtet at svare på, om det er tilfældet, men både den russiske regering og styret i Syrien har tidligere bekræftet, at militære eksperter og våben er sendt til Syrien.

LÆS OGSÅ: Analytiker: Frygt for Assads fald får Moskva til at handle

LÆS OGSÅ: Derfor er USA og Rusland så uenige om Syrien-krise

LÆS OGSÅ: Putin får grønt lys til at støtte Syriens Assad i krig

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress