Af Ritzau - 08/06-16 13:03

Nyt EU-udvalg skal kulegrave Panama-skandalenNyt EU-udvalg skal kulegrave Panama-skandalen

Vi skal have sat en stopper for det svineri, siger Jeppe Kofod, der er med til at kulegrave Panama-skandalen.

storybild

Nordea og andre europæiske storbanker kan ligesom myndighederne i Panama vente at blive indkaldt til afhøring i Europaparlamentet. Det vil nu undersøge den skattesnyd, som de såkaldte Panama-papirer har afsløret. (Billede: Scanpix/Torben Åndahl)

Europaparlamentet nedsætter nu et udvalg, der får et år til at undersøge den skattesnyd, som de såkaldte Panama-papirer har afsløret i en skandale om sorte penge fra hele verden.

Udvalget skal blandt andet gennem afhøringer af nøglepersoner undersøge, hvor EU's nuværende regler har fejlet. Det skal desuden komme med forslag, der skal forhindre svindel i fremtiden.

Europaparlamentet har onsdag i Strasbourg vedtaget mandatet for undersøgelsesudvalget, der får 65 medlemmer, heriblandt gruppeformanden for de danske socialdemokrater, Jeppe Kofod.

Han forventer, at udvalget vil afdække, hvordan banker, advokater og revisorer hjælper rigmænd, kriminelle og terrorister med at hvidvaske og skjule penge for myndighederne.

- Vi skal komme nogle spadestik dybere og finde ud af, hvilken lovgivning vi skal have på plads i Europa for én gang for alle at få sat en stopper for det her svineri, siger Jeppe Kofod.

Han forventer, at udvalget vil indkalde og afhøre myndighederne i Panama og andre lande samt det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, hvorfra de 11,5 millioner dokumenter, der fik skandalen til at rulle, er lækket.

Også Nordea, der har åbnet mange selskaber i Panama til sine kunder, kan forvente at blive indkaldt til afhøring i EU-Parlamentets undersøgelsesudvalg.

- Jeg vil i hvert fald foreslå, at de største banker i Europa, inklusiv Nordea, bliver indkaldt til afhøring om deres procedurer, siger Jeppe Kofod.

I det mandat, som Europaparlamentet onsdag har vedtaget med stort flertal, vurderes skatteunddragelse hvert år at koste EU-landene mellem 50 og 70 milliarder euro.

Det svarer til mellem 375 og 525 milliarder kroner om året.

I Danmark er Skat nu i gang med at undersøge 65 danske spor, der er dukket op i kølvandet på det gigantiske læk af dokumenter fra Mossack Fonseca i Panama.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress