Af Ritzau - 21/06-16 09:16; Opdateret: 21/06-16 13:11

Bombemand i Bruxelles var udstyret med bombeattrapBombemand i Bruxelles var udstyret med bombeattrap

Formodet bombemand fortæller, at nogen tvang ham til at bære bombebælte. Han er kendt for mentale problemer.

storybild

Området omkring butikscenteret City 2 i Bruxelles er afspærret efter bombealarm. (Billede: Scanpix/Seppe Knapen)

Belgisk politi slog tirsdag morgen alarm om en mulig bombe i indkøbscenteret City 2 i Bruxelles. Men det var falsk alarm.

Få timer efter blev det oplyst, at der var fundet en bombeattrap på en anholdt mand. Det var en vest uden sprængstoffer.

- Ingen bomber er hidtil fundet. Selvmordsvesten er falsk, hedder det fra anklagerens kontor.

Manden havde selv ringet til politiet tidligt om morgenen og fortalt, at han var udstyret med et bombebælte, som kunne fjernudløses. Han forklarede, at han var blevet bortført og tvunget til at bære et bombebælte.

Manden omtales af politiet som J.B. Han er født i 1990.

- J.B. er kendt af politiet, også på grund af hans mentale problemer, siger en talskvinde for anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I 2014 fortalte han politiet, at han havde fået ordre til at rejse til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat. Det er en sag, som stadig undersøges af politiet.

Premierminister Charles Michel havde efter de første meldinger tirsdag morgen besluttet at indkalde regeringens sikkerhedsråd, oplyste flere medier.

Episoden ved City 2 kommer kun få dage, efter at de belgiske myndigheder sigtede tre mænd for "forsøg på terrormord".

De blev anholdt under en razzia i adskillige boliger i Bruxelles, efter forlydender om at der fra den belgiske hovedstad blev planlagt angreb mod europamesterskaberne i fodbold i Frankrig.

Området, hvor ransagningerne foregik, er det samme, hvorfra jihadister i november sidste år planlagde et omfattende terrorangreb mod den franske hovedstad, Paris, som kostede 130 mennesker livet.

Belgien er det land i EU, der i forhold til indbyggertal har bidraget med det højeste antal islamistiske krigere i Syrien og Irak.

LÆS OGSÅ: Tre mænd er sigtet for terror i Bruxelles

LÆS OGSÅ: 12 er anholdt i Belgien for at planlægge angreb

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress