Af Ritzau - 25/11-16 16:21

Angreb i syriske Aleppo gør civile desperateAngreb i syriske Aleppo gør civile desperate

Folk er udmattede. Der er i dag mennesker i Aleppo, som må finde mad i skraldespandene, siger lokal indbygger.

storybild

- Folk er udmattede ... der er i dag mennesker i Aleppo, som må finde mad i skraldespandene, siger Mustafa Hamami, som mistede to af sine børn og fire andre slægtninge, da en seksetagers bygning blev ødelagt af bomber i sidste uge. (Billede: Free/Colourbox)

Mens Syriens regime fortsætter voldsomme angreb mod det oprørskontrollerede østlige Aleppo, gør belejringen af storbyen situationen stadig mere desperat for civile, som gennemroder affald for at finde mad.

Vinteren er ved at sætte ind i den syriske storby, hvor der er mangel på mad, medicin og brændsel, samtidig med at intense luftangreb og artilleribeskydninger fortsætter.

FN anslår, at der er omkring 270.000 mennesker i det østlige Aleppo.

- Folk er udmattede ... der er i dag mennesker i Aleppo, som må finde mad i skraldespandene, siger Mustafa Hamami, som mistede to af sine børn og fire andre slægtninge, da en seksetagers bygning blev ødelagt af bomber i sidste uge.

En pakke med fire brød koster, hvad der svarer til 21 kroner, hvilket er mindst fem gange mere end prisen før byen blev belejret i juli. Et kilo kød koster over 350 kroner.

- Min kone giver kogt ris til vores baby på 11 måneder. Vi kan dårligt skaffe en flaske med mælkepulver om måneden, siger Abdullah Hanbali, der arbejdede som ingeniør før krigen.

Mens regeringsstyrkerne optrapper deres hidtil mest koncentrerede offensiv for at indtage de oprørskontrollerede bydele, står præsident Bashar al-Assads modstandere i Aleppo i en ekstremt vanskelig situation.

Med støtte fra russiske krigsfly har den syriske hær og en allieret shiamuslimsk milits fra Iran, Libanon og Irak i år gradvist afskåret den østlige bydel fra omverdenen.

Først blev nordlige forsyningslinjer fra Tyrkiet afskåret, hvorefter byen blev fuldt omringet fra vest og syd.

Shiamuslimske militser har i de seneste dage gennemført angreb på landjorden i et forsøg på at drive en kile ind i det oprørskontrollerede territorium, da de kan indtage flere bydele - deriblandt Hanano.

Hvis det østlige Aleppo falder, så vil det være den hidtil mest betydelige sejr for Assad, som dermed vil have nedkæmpet oprørerne i deres vigtigste urbane område.

FN siger, at der senest blev omdelt nødhjælp fra FN i Aleppo 13. november.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress