Af Lars Dinesen - 28/06-15 21:06

Cheføkonom: Græske banklukninger kan få drastiske følgerCheføkonom: Græske banklukninger kan få drastiske følger

Det kan få alvorlige konsekvenser for grækerne, hvis deres banker lukker i længere tid, mener cheføkonom.

Det kan lamme den græske økonomi, hvis de græske banker og børsen i Athen, holder lukket i længere tid.

Sådan lyder det fra cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, efter Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, har varslet en lukning af de græske banker mandag.

Tidligere søndag har en kilde i den græske finansverden meldt ud, at også børsen i Athen vil være lukket ned mandag.

- Hvis det bare er én dag, betyder det ikke meget. Men det er klart, at det vil have en indflydelse på forbruget, hvis det er en længere periode, hvor folk ikke har mulighed for at hæve fra deres konti, siger Steen Bocian og fortsætter:

- Hele markedsøkonomien lukker ned om sig selv, hvis det er noget, der trækker ud.

LÆS OGSÅ: Grækenland tættere på euro-exit - men døren stadig åben

Hundredtusinder af grækere har i weekenden tømt bankautomaterne for euro af frygt for, at Grækenland er i gang med en hurtig exit fra euroen.

Det sker, efter Tsipras har bebudet en folkeafstemning på søndag om de spareplaner, som kreditorerne kræver.

En melding, der anses for at være undergravende for videre forhandlinger i eurogruppen, og som har bragt landet tættere på en bankerot.

- Hvis man er bange for, at Grækenland er på vej ud af euroen, som mange er, vil man måske hæve sine penge i de græske banker for at undgå, at man pludselig står med en masse penge i banken, der viser sig ikke at være noget værd.

LÆS OGSÅ: Grækenlands hæveautomater gløder under krise

- Det kan ske, hvis Grækenland eksempelvis træder ud af euroen, og den nye græske valuta skal devalueres, siger Steen Bocian.

Hvis banksystemet destabiliseres, vil det lægge et pres på hele det finansielle system i landet, inklusiv blandt andet aktiemarkedet.

Men selvom krisen vil gøre ondt på grækerne, vil den formentlig ikke få den store betydning internationalt, vurderer cheføkonomen:

- De finansielle markeder bliver ikke taget på sengen, men det vil sandsynligvis føre en vis usikkerhed med sig, men det vil ikke få drastiske konsekvenser for andre end grækerne selv, siger han.

LÆS OGSÅ: Eurogruppen afviser at forlænge græsk støtteordning

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress