Af Ritzau - 11/04-16 17:26

Forskere er skeptiske før vigtig undersøgelse af klimamålForskere er skeptiske før vigtig undersøgelse af klimamål

Eksperter skal undersøge, om det er muligt at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius.

storybild

Forskere begynder i denne uge arbejdet med at undersøge, hvordan målene fra klimatopmødet i Paris i december kan indfris. (Billede: AP/Martial Trezzini)

Forskere tager i denne uge fat på arbejdet med at undersøge, hvordan de ambitiøse mål fra klimatopmødet i Paris sidste år kan indfris.

Blandt eksperterne er der udbredt skepsis - men også håb. Mange mener, at det kan blive svært at realisere de nødvendige reduktioner i udledningen af drivhusgasser.

I Paris forpligtede verdens lande sig til at holde den globale temperaturstigning under maksimalt 2 grader - og om muligt 1,5 grader - sammenlignet med førindustrielt niveau.

Landene fremlagde før mødet planer for, hvordan de hver især vil begrænse udledningen af skadelige klimagasser.

Under topmødet i den franske hovedstad blev det aftalt, at FN's klimapanel (IPCC) inden 2018 skal udarbejde en rapport om, hvordan man begrænser den globale opvarmning til 1,5 grader celsius.

Mandag var klimapanelet samlet i Kenyas hovedstad, Nairobi, for at drøfte undersøgelsen.

- Ved vi hvordan? Nej. Det er som en månelanding, siger chefen for FN's klimapanel, Christina Figueres, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Klimaforskere på mødet peger på, at der mangler videnskabelig dokumentation for, at det overhovedet er muligt at begrænse opvarmningen til 1,5 grader celsius. Andre siger, at det er muligt.

- Jeg kan ikke se, hvordan de kan sige "nej", siger David Victor, som er professor i internationale forhold på University of California til nyhedsbureauet Reuters.

- Men jeg kan heller ikke se, hvordan vi uden videre kan sige "ja", tilføjer han.

Et håb blandt nogle forskere er, at man i løbet af dette århundrede kan udvikle billige metoder til at opsamle drivhusgasser fra atmosfæren.

Stigningen i den globale gennemsnitstemperatur nåede en grad celsius - sammenlignet med førindustrielt niveau - i løbet af et usædvanlig varmt 2015.

Klimaaftalen fra Paris skal underskrives af alle verdens lande ved en FN-ceremoni i New York i april.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress