Af Ritzau - 17/09-16 16:30

Rusland: Våbenhvile i Syrien er brudt 199 gangeRusland: Våbenhvile i Syrien er brudt 199 gange

USA er ansvarlig, hvis våbenhvilen i Syrien kollapser helt, lyder det fra Ruslands forsvarsministerium.

storybild

Lastbiler med bannere fra FN's Fødevareprogram (WFP) holder klar ved grænseovergangen i Reyhanli i det sydlige Tyrkiet. FN's lastbiler med mad til civile i den belejrede by Aleppo holder stadig stille ved den tyrkiske grænse, mens de diplomatiske spændinger forværres mellem USA og Rusland på grund af våbenhvilen. (Billede: Scanpix/Ihlas News Agency)

Våbenhvilen i Syrien er blevet brudt 199 gange, siden den blev indført for fem dage siden, meddeler en talsmand for Ruslands forsvarsministerium.

Det skriver flere russiske nyhedsbureauer ifølge Reuters.

- USA og såkaldt moderate oprørsgrupper under deres kontrol har ikke implementeret nogen af de forpligtelser, der ligger i Genève-aftalerne, siger generalløjtnant Viktor Posjnikhir.

- Hvis USA ikke tager skridt i retning af at opfylde sine forpligtelser i henhold til aftalen af 9. september, vil det fulde ansvar for et kollaps af våbenhvilen i Syrien ligge hos USA, tilføjer han.

Forsvarsministeriet hævder, at situationen er forværret i Syrien og peger især på provinserne Hama og Aleppo.

Tidligere på dagen såede den russiske præsident, Vladimir Putin, tvivl om amerikanernes engagement i aftalen om våbenhvile. Men samtidig sagde Putin, at han mener, at det er i begge landes interesse at sikre en våbenhvile.

Oprørsgrupper siger, at de kun modvilligt accepterede den oprindelige aftale, som de mener ikke er i deres favør. Men den kan være med til at sikre, at der kommer humanitær hjælp til de belejrede områder.

Flere oprørsgrupper beskylder Rusland for at undergrave våbenhvilen.

- Det er ikke muligt for en part (Rusland, red.), der fører krig mod et folk, at stræbe efter at opnå en våbenhvile, lige som det heller ikke er muligt for denne part at stå bag en aftale samtidig med, at den bomber nat og dag, siger en talsmand for en af de oprørsgrupper, der støttes af USA.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress