Af Ritzau - 22/07-16 08:25; Opdateret: 22/07-16 08:51

Hillary Clinton: Du er ikke vores stemme, TrumpHillary Clinton: Du er ikke vores stemme, Trump

Konkurrenten fulgte Donald Trumps sejrstale på sidelinjen og kom med kontante kommentarer på Twitter.

storybild

Hillary Clinton ventes at blive valgt som Demokraternes præsidentkandidat på partiets konvent i næste uge i Philadelphia, Pennsylvania. (Billede: Scanpix/John Gurzinski)

Donald Trumps formodede rival ved det kommende præsidentvalg, Hillary Clinton, fulgte med på sidelinjen, da rigmanden natten til fredag dansk tid formelt accepterede at blive Republikanernes præsidentkandidat.

- Du er ikke vores stemme, skrev Hillary Clinton på Twitter.

Reaktionen kom, efter Trump havde lovet at hjælpe fagforeningsmedlemmer, kulminearbejdere og andre lavtlønnede amerikanere, der historisk set har støttet Demokraterne.

- Disse er de glemte mænd og kvinder i vores land. Folk, der arbejder hårdt, men som ikke længere har en stemme - jeg er jeres stemme, tordnede Trump til stor jubel for de flere tusinde delegerede under afslutningen på Republikanernes konvent i Cleveland, Ohio.

Samtidig lagde han vægt på, at USA er ude af kontrol, og at landet har brug for en leder, som tør at lægge den politiske korrekthed på hylden for at beskytte sit folk.

Til Trumps forsikring til det amerikanske folk om, at "jeg er med jer", lød svaret fra den tidligere førstedame og udenrigsminister:

- Eksklusiv: Kvinder, afroamerikanere, LGBT-folk (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner, red.), muslimer, latinoer, indvandrere ...

Samtidig fik Hillary Clinton mindet de amerikanske vælgere om, at der kun er én ting, der står i vejen for Donald Trump og præsidentskabet:

- Alle os.

Hillary Clinton ventes at blive valgt som Demokraternes præsidentkandidat på partiets konvent i næste uge i Philadelphia, Pennsylvania.

Ifølge The New York Times vil hun lørdag præsentere sin vicepræsidentkandidat under et besøg i Miami.

Blandt favoritterne er ifølge avisen James G. Stavridis, en pensioneret firestjernet general, som blandt andet har været Natos øverste militære chef, og senator Tim Kaine. Kaine er tidligere guvernør i Virginia og i dag medlem af Senatets udenrigskomité.

Donald Trump har valgt Indiana-guvernør Mike Pence som sin vicepræsidentkandidat.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress