Af Ritzau - 27/04-16 09:33; Opdateret: 27/04-16 10:52

Tibetanerne genvælger Sangay som deres politiske lederTibetanerne genvælger Sangay som deres politiske leder

Eksiltibetanerne har ved deres valg afgjort, at Sangay fortsat skal lede deres kamp for autonomi.

storybild

Tibetanerne har genvalgt Lobsang Sangay som deres politiske leder, meddeler den tibetanske eksilregering. Han har fået 57 procent af stemmerne ved det nylige valg blandt de 150.000 eksil-tibetanere. (Billede: AP/Ashwini Bhatia)

Den Harvard-uddannede advokat Lobsang Sangay er ved det nylige valg blandt eksiltibetanerne blevet genvalgt som leder af deres eksilregering.

Sangay har siden 2011 stået i spidsen for de 150.000 eksil-tibetaneres politiske kamp for at få Kina til at give Tibet autonomi. Det var dengang, da deres åndelige leder, Dalai Lama, frasagde sig sin politiske magt.

Nu har Sangay så fået mandat til at fortsætte som leder af CTA, Central Tibetansk Administration, i de næste fem år. Intet land anerkender CTA, og Kina vil ikke snakke med administrationen.

Administrationen meddeler i den indiske by Dharamsala, hvor den har hovedkvarter, at Sangay har fået 57 procent af de knapt 60.000 stemmer.

Den 80-årige Dalai Lama er den bedst kendte tibetanske leder.

Han har forsøgt at opbygge et demokratisk ledelsessystem for eksiltibetanere. Det skal så være stærkt nok til at holde sammen på samfundet og forhandle med Kina, når Dalai Lama en dag ikke er her mere.

Spørgsmålet om hvad der skal ske, når den åndelige leder er væk og muligheden for uenighed om hvem, der skal afløse ham, har øget nødvendigheden at få en legitim demokratisk ledelse på plads.

Ifølge tibetansk buddhisme vil Dalai Lamas sjæl være at finde i kroppen på et barn, der fødes, når han dør.

Tibetanerne beskylder Kina for at underminere deres dybe buddhistiske kultur ved at forbyde religiøs praksis og oversvømme Tibet med etniske kinesere.

Omvendt siger den kinesiske ledelse, at den har bragt udvikling til Tibet, der ellers har været en tilbagestående region.

Kina beskylder også Dalai Lama for at være en mand, der udløser splittelse, og som arbejder på at rive Tibet løs fra Kina.

Sangay siger, at han i lighed med Dalai Lama støtter den såkaldte mellemvej i hele komplekset. Det betyder, at han kræver autonomi snarere end uafhængighed.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress