Af Ritzau - 31/08-16 23:38; Opdateret: 01/09-16 01:09

Trump i Mexico: Vi har ret til at bygge en mur på grænsenTrump i Mexico: Vi har ret til at bygge en mur på grænsen

Præsidentkandidat Donald Trump har onsdag holdt møde med Mexicos præsident få timer inden vigtig tale i USA.

storybild

Donald Trump mødtes onsdag med Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, i Mexico. (Billede: Scanpix/Yuri Cortez)

Hvis USA føler behov for at bygge en mur på grænsen til Mexico, så er landet i sin fulde ret til at gøre det.

Sådan lyder det fra den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, efter et møde med Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, onsdag i Mexico City.

Det skriver de internationale nyhedsbureauer.

- Vi anerkender og respekterer begge landes ret til at bygge en fysisk barriere eller mur på hvilken som helst af deres grænser, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP efter mødet.

Han tilføjer dog, at de to politikere ikke har talt om, hvem der i givet fald skulle betale for at bygge muren.

Den udlægning stemmer dog ikke overens med, hvad Mexicos præsident efter mødet skriver på Twitter.

Her gør han det klart, at Mexico under ingen omstændigheder vil betale for Trumps mur.

- I starten af samtalen med Donald Trump gjorde jeg det klart, at Mexico ikke vil betale for den mur, skriver han.

Tidligere har Trump gentagne sagt, at Mexico burde betale for opførelsen.

Det overraskende besøg onsdag syd for grænsen blev offentliggjort af begge parter på Twitter tirsdag.

Mødet har fundet sted, få timer inden Trump selv skal holde en imødeset tale i Phoenix, Arizona om indvandring.

I sin valgkamp har Donald Trump flittigt talt om Mexico og behovet for at bygge en mur på grænsen, fordi både narko og illegale indvandrere ifølge ham kommer ind i USA den vej.

Efter mødet onsdag understregede Peña Nieto, at de mange millioner mexicanere i USA fortjener respekt - også fra Trump.

- Mexicanerne i USA er ærlige mennesker. Mexicanere fortjener alles respekt, siger han ifølge Reuters.

Peña Nieto og Trump har det seneste år været i en verbal infight. Da Donald Trump sidste år annoncerede, at han ville gå efter at blive USA's præsident, kaldte han blandt andet mexicanere for "voldtægtsforbrydere".

Modsat har den mexicanske førstemand sammenlignet den amerikanske milliardær og provokatør med nazilederen Adolf Hitler og Benito Mussolini, Italiens tidligere fascistleder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress