Af Ritzau - 20/09-16 18:13

Eksplosion og trykkoger i New York efterforskes som terrorEksplosion og trykkoger i New York efterforskes som terror

Amerikanske myndigheder efterforsker eksplosioner i blandt andet New York som terror, siger justitsminister.

storybild

På Manhattan blev 29 mennesker såret, da en hjemmekonstrueret bombe lørdag aften eksploderede. Den og flere eksplosioner efterforskes nu som terror, siger justitsminister. (Billede: Reuters/Wabc-tv)

Flere eksplosioner i New York og New Jersey hen over weekenden efterforskes som terror, fortæller den amerikanske justitsminister.

På Manhattan blev 29 mennesker såret, da en hjemmekonstrueret bombe lørdag aften eksploderede. Bomben bestod angiveligt af en trykkoger, der var fyldt med metalsplinter.

Justitsminister Loretta Lynch siger under et besøg tirsdag i Kentucky, at sagen fortsat efterforskes aktivt.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, har siden weekenden omtalt eksplosionerne som terror.

En 28-årig mand blev mandag anholdt på mistanke om, at han står bag to bombeangreb i New York og New Jersey lørdag. Han er sigtet for fem tilfælde af drabsforsøg.

Sigtelserne skyldes dog ikke de to bombeangreb, men derimod en ildkamp med politifolk som gik forud for mandagens anholdelse af den mistænkte.

Det oplyste anklageren i Union County i New Jersey mandag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den mistænkte, der er identificeret som Ahmad Khan Rahami, blev anholdt i Linden, der ligger tæt på byen Elizabeth i New Jersey.

Elizabeth er Rahamis hjemby, hvor amerikansk politi i løbet af natten til mandag fandt og uskadeliggjorde flere bomber på en togstation.

To politifolk blev såret i skudvekslingen med Rahami. Den ene betjent blev ramt i hånden, mens den anden blev ramt i brystet. Han havde skudsikker vest på og blev ikke alvorligt såret, oplyste politikilder til tv-stationen NBC.

Den 28-årige var eftersøgt i forbindelse med en eksplosion lørdag aften i bydelen Chelsea på Manhattan i New York samt for flere improviserede sprængladninger, der blev fundet i Elizabeth.

Fire timer efter at forbundspolitiet FBI offentliggjorde et foto af ham, bemærkede en barejer i byen Linden en person, der lå og sov foran døren til et værtshus.

Politiet blev tilkaldt, og da en betjent vækkede manden, åbnede den mistænkte ild.

Den afghanskfødte Rahami menes også at stå bag en rørbombe, der eksploderede lørdag i New Jersey, men som ikke forårsagede nogen større skade.

Den føderale anklagemyndighed har endnu ikke afgjort, hvad Rahami skal tiltales for i bombesagerne, skriver nyhedsbureauet AP.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress