Af Ritzau - 08/05-16 14:32; Opdateret: 08/05-16 20:18

Tusinder af grækere protesterer over EU's reformkravTusinder af grækere protesterer over EU's reformkrav

Græsk politi tog tåregas i brug, da en mindre gruppe demonstranter kastede brandbomber ved protest i Athen.

storybild

Regeringens forslag til reformer, der skal sikre Grækenland yderligere milliardstøtte, gør grækerne rasende, og tusinder er søndag gået på gaden i protest. (Billede: Reuters/Alkis Konstantinidis)

Tusindvis af grækere gik søndag på gaden i landets to største byer i protest over et reformforslag, som parlamentet skal stemme om søndag aften.

Reformen, der vil medføre forringelser af pensionen og højere skat, er en betingelse fra EU i det låneprogram, der blev indgået i fjor.

Regeringen vil blandt andet hæve skatten for mellem- og højindkomster.

Både EU og Den Internationale Valutafond kræver reformerne gennemført, hvis låneprogrammer for milliarder af euro skal fortsætte.

Politiet i Athen anslår over for det tyske nyhedsbureau dpa, at omkring 20.000 mennesker marcherede gennem hovedstaden og derpå samlede sig foran parlamentet.

- Folk er trætte og skuffede over den venstreorienterede regering. Men demonstrationen har ikke haft den størrelse, som vi havde regnet med, siger Maria K., som selv er gået på gaden i Athen.

Den i øvrigt fredelige protest tog søndag aften en voldelig drejning, da en hård kerne bestående af nogle hundrede demonstranter kastede brandbomber mod politiet, som svarede igen med tåregas.

Det sendte tusinder af fredelige demonstranter på flugt, skriver flere nyhedsbureauer.

Også i havnebyen Thessaloniki var der demonstrationer.

Premierminister Alexis Tsipras blev sidste år genvalgt på et løfte om at gå til kamp mod EU's sparekrav. Han måtte i efteråret underskrive endnu et låneprogram med EU.

Tsipras har forsøgt at argumentere for, at reformerne er nødvendige, hvis ikke "systemet skal kollapse i løbet af få år".

Søndag er det tredje dag, at Grækenland er ramt af landsdækkende strejker.

Samtidig har der været et læk fra Den Internationale Valutafond, som truer med ikke at forlænge lån til Grækenland.

I et brev til EU-landenes finansministre skriver fondens franske chef, Christine Lagarde, at en fortsat IMF-støtte er betinget af, at EU giver gældssanering på et niveau, så grækerne realistisk kan indfri de finansielle mål, som långiverne stiller.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress