Af Ritzau - 12/04-16 06:31

Trump angriber Republikanernes \Trump angriber Republikanernes "rådne" valgsystem

Efter nyt nederlag til Ted Cruz får Trump svært ved at nå det krævede antal delegerede inden partikonventet.

storybild

Donald Trump har ikke meget til overs for sit partis topfigurer. (Billede: Free/Gage Skidmore)

Det var den republikanske partitop, der sørgede for, at Donald Trump ikke vandt nogen delegerede i Colorado i sidste uge, siger Trump selv mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Ja, det rådne system startede i Colorado, og folk derude er ved at blive sindssyge. De er ved at blive helt sindssyge, fordi de ikke har fået en stemme i valget. Valget var svindel, og det har jeg luret, siger Trump ifølge AFP til tv-kanalen Fox News.

Republikanerne i Colorado stemte i august om at annullere partiets traditionelle valgsystem. Det betød, at statens partiapparat fik større indflydelse på, hvem der skulle have statens delegerede, der lørdag endte med at gå til Trumps modstander Ted Cruz.

Mangemilliardæren mener, at Colorados nye valgsystem er et eksempel på, at partitoppen bærer Ted Cruz på skuldrene for at undgå, at Trump sejrer.

- Jeg har fået millioner af stemmer flere end Cruz i primærvalgene. Ikke bare et par stykker, men millioner flere, siger Trump.

- Jeg har hundredvis af delegerede mere end Cruz, og vi bliver ved med at kæmpe. Og så sker sådan noget som i Colorado, hvor man slet ikke stemmer, tordner Trump.

De seneste uger er der spekuleret kraftigt i, at ræset om at blive Republikanernes nominerede kan ende i et såkaldt åbent konvent, hvis ikke Trump får de afgørende 1237 delegerede inden partikonventet i juli.

Med Ted Cruz' sejr i Colorado skal Trump næsten rydde bordet i de resterende stater, hvis han skal nå det magiske antal delegerede.

Hvis ikke han når 1237 delegerede, kan en del af de delegerede, som Trump ellers har vundet, stemme på Ted Cruz, hvis de hellere ser ham som partiets kandidat.

Det har ifølge Trump fået Cruz-lejren til at kontakte de delegerede, som de forsøger at vinde over i deres lejr i tilfælde af, at der bliver åbent konvent.

- Det er ikke demokrati, når man gør sådan. Systemet er råddent, siger Trump.

Republikanernes næste afstemning er i New York 19. april, hvor der er 95 delegerede på spil.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress