Af Ritzau - 13/04-16 11:13

Syrisk valg skal styrke Assads hånd i fredsforhandlingerSyrisk valg skal styrke Assads hånd i fredsforhandlinger

Parlamentsvalg i Syrien er uden betydning, siger lektor, som mener, at Assads ønske er at fremstå legitim.

storybild

Syriens præsident vil ifølge lektor Jakob Skovgaard-Petersen på Københavns Universitet med valget vise, at han står i spidsen for et legitimt styre med et folkeligt mandat. (Billede: Polfoto/Mik Eskestad)

Når syrere onsdag stemmer ved et amputeret parlamentsvalg, er det snarere et politisk skuespil end et valg med reel betydning.

Med valget vil præsident Bashar al-Assad ifølge lektor Jakob Skovgaard-Petersen på Københavns Universitet vise, at han står i spidsen for et legitimt styre med et folkeligt mandat.

- Styret er interesseret i at vise, at det kan føre Syrien videre, og at man hele tiden har gjort netop det. At Syrien er en retsstat og en demokratisk stat, som har demokratiske institutioner som parlament og valg, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

Valget, som på grund af krigen kun afholdes i dele af landet, falder sammen med den fredsproces, som onsdag genoptages i Genève.

Her leder FN møder, hvor repræsentanter for styret og oppositionen på skift forsøger at nærme sig en fredsløsning, mens den aftalte våbenstilstand fortsat gælder.

Valget "skal ses i lyset af forhandlingerne i Genève", siger Skovgaard-Petersen. Sammenfaldet med FN-processen er ikke tilfældigt.

Valget blev annonceret i februar, da der kom skub i FN-processen. Assad ønsker netop nu at vise, at han har et folkeligt mandat. Han vil styrke sin hånd i forhandlingerne.

- For Assad gælder det om at vise, at de mennesker, der vil lave styret om, enten er terrorister, eller er helt perifere og imod den syriske folkevilje, siger lektoren, som i årevis har forsket i Syrien.

Valget har ifølge Jakob Skovgaard-Petersen ringe betydning, og det er der for så vidt ikke noget nyt i. Assads parti, Baath, dominerer folkeforsamlingen totalt.

- Andre partier, der kunne have populær støtte, er forbudt ved lov. Så der foregår ikke noget interessant i parlamentet. Love bliver vedtaget, fordi de bliver fremlagt af ministerier, og så stemmes de blot igennem - i det store hele.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass afholdes valget i 13 af 15 provinser. Jakob Skovgaard-Petersen vurderer, at det også en række andre steder vil være svært at gennemføre et valg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress