Af Ritzau - 19/10-16 16:15

François Hollande vil have våbenhvile i Aleppo forlængetFrançois Hollande vil have våbenhvile i Aleppo forlænget

Frankrigs præsident skal senere onsdag diskutere udviklingen i Syrien med Vladimir Putin og Angela Merkel.

storybild

- Mens vi taler her, falder der stadig bomber. Det er rigtigt, at en våbenhvile er blevet erklæret for 24 timer siden. Jeg vil i aften gøre alt, hvad jeg kan sammen med forbundskansler Merkel for at få våbenhvilen udvidet, siger Frankrigs præsident, François Hollande før møde med præsident Vladimir Putin. (Billede: Reuters/Abdalrhman Ismail)

Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at han vil gøre alt, hvad der er muligt for at få aftalt en udvidelse af våbenhvilen i den syriske storby Aleppo

Onsdag aften skal han diskutere udviklingen i Syrien med præsident Vladimir Putin og forbundskansler Angela Merkel på et møde i Berlin, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Frankrig vil gøre alt, hvad det kan for at udøve pres - især på tilhængere af det syriske regime, som russerne, så en våbenhvile kan blive forlænget, siger Hollande forud for mødet.

- Mens vi taler her, falder der stadig bomber. Det er rigtigt, at en våbenhvile er blevet erklæret for 24 timer siden. Jeg vil i aften gøre alt, hvad jeg kan sammen med Merkel for at få våbenhvilen udvidet, siger han.

Russiske og syriske styrker sagde tirsdag, at de indstillede bombardementer af Aleppo fra klokken 10.00 (9.00 dansk tid).

Skridtet er nødvendigt for at sikre en otte timers humanitær våbenhvile den 20. oktober.

FN byder meldingen fra Rusland velkommen. Men perioden er for kort, siger en talsmand for verdensorganisationen.

Rusland har de seneste uger været under massiv kritik fra USA og Europa for fortsatte luftangreb i den syriske by.

Mødet i Berlin handler først og fremmest om Ukraine, og i den del af mødet deltager Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

Ifølge en talsmand for Merkel har det dog hele tiden været klart for forbundskansleren og den tyske regering, at hvis et Ukraine-møde kom i stand, så ville der også blive ført drøftelser om Syrien.

Fra Kreml lyder der ikke mange håbefulde toner i forbindelse med Ukraine. Tværtimod regner russerne med, at der ikke vil ske noget gennembrud i forhandlingerne i Berlin.

- Vi forventer ikke et gennembrud, siger Kreml-talsmand Dmitrij Peskov om mødet, hvor Minsk-aftalen er i centrum.

Minsk-aftalen blev indgået 12. februar 2015 mellem netop Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress