Af Ritzau - 13/09-16 19:33; Opdateret: 13/09-16 20:50

Shimon Peres lagt i kunstigt koma efter et slagtilfældeShimon Peres lagt i kunstigt koma efter et slagtilfælde

Efter et slagtilfælde er Shimon Peres kørt på hospitalet. Lægerne har lagt ham i kunstigt koma.

storybild

93-årige Shimon Peres var ved bevidsthed, da han blev kørt på hospitalet efter et slagtilfælde. (Billede: Reuters/Amir Cohen)

Israels tidligere præsident Shimon Peres er blevet ramt af et slagtilfælde. Han er kørt på hospitalet, hvor læger tirsdag aften har lagt ham i kunstigt koma.

De første meldinger lød, at hans tilstand var stabil.

Den 93-årige modtager af Nobels fredspris var ved bevidsthed, da han blev kørt til behandling.

- Han modtager medicinsk behandling i øjeblikket, oplyser Peres' kontor.

Ekspræsidenten skal CT-skannes, så lægerne kan få et bedre overblik over hans tilstand.

Den israelske premierminister har tirsdag talt med hospitalets direktør for at få en orientering om Peres' helbred.

- Jeg ønsker den tidligere præsident god bedring, skriver Benjamin Netanyahu på Facebook.

Det er ikke første gang, at den aldrende ekspræsident har problemer med helbredet.

Shimon Peres var på hospitalet to gange i januar på grund af problemer med hjertet.

Ved det ene tilfælde foretog læger et indgreb i en arterie. Nogle dage senere blev han skyndsomt indlagt med smerter i brystet.

Shimon Peres modtog fredsprisen sammen med premierminister Yitzhak Rabin og den palæstinensiske præsident Yasser Arafat i 1993.

Anledningen var Osloaftalen, der dengang var et gennembrud i den årtier lange konflikt mellem israelere og palæstinensere.

Peres har haft stort set alle større embeder i Israel. Han var premierminister to gange, og han var præsident fra 2007 til 2014.

Peres blev født 2. august 1923 i Wieniawa i det daværende Polen. I dag ligger byen i Hviderusland.

Hans familie udvandrede ti år senere til det daværende Palæstinamandat, hvor de slog sig ned nær Tel Aviv.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress