Af Ritzau - 03/10-16 19:02; Opdateret: 03/10-16 22:04

Italiens kystvagt redder over 6000 på havet mod EuropaItaliens kystvagt redder over 6000 på havet mod Europa

Travl dag for Italiens kystvagt. Masser af skibe i havsnød, og over 6000 personer er reddet på Middelhavet.

storybild

Den italienske kystvagt har mandag haft travlt med at redde flygtninge og migranter på Middelhavet. (Arkiv) (Billede: Scanpix/Gabriel Bouys)

Den italienske kystvagt har mandag haft en af sine hidtil mest travle dage i forbindelse med bølgen af mennesker, der kommer fra det nordlige Afrika og Mellemøsten mod Sydeuropa.

Kystvagten siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den har koordineret redningsindsatser, som har reddet 6055 migranter og flygtninge.

Det er et af de højeste antal reddede mennesker på én dag, siger kystvagten, der har reddet de mange mennesker i omkring 40 forskellige både.

Tidligere på dagen, da antallet af reddede lå på 2600, sagde kystvagten, at et stort antal af de reddede er børn.

Blandt andet blev der reddet 725 mennesker, der stod mast sammen på en fiskerbåd.

De mange hjælpeoperationer sker på treårsdagen for en skibsbrand, der kostede 366 mennesker livet og var med til at åbne verdens øjne for det drama, der udspillede sig på Middelhavet dengang og nu.

Ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er hundredtusinder af mennesker siden katastrofen for tre år siden blevet reddet på Middelhavet.

Det antages, at mindst 11.000 mennesker er druknet i forsøget på at krydse Middelhavet og komme til Europa.

BBC citerer UNHCR for, at der i år er kommet over 130.000 mennesker over Middelhavet fra Nordafrika, overvejende Libyen, til Italien.

Mange af dem, der forsøger at krydse havet, kommer altså fra lande i Afrika, herunder de nordafrikanske, arabiske lande.

Samtidig er der også mange syrere, afghanere og irakere blandt dem, der forsøger at komme med båd til Italien.

Den anden rute til Europa, den såkaldte Balkanrute, er det mere besværligt for migranter og flygtninge at benytte, da den delvist er lukket efter aftale mellem EU og Tyrkiet.

Ifølge aftalen skal migranter og flygtninge sendes tilbage til Tyrkiet.

Desuden har mange af landene på ruten mod Nordeuropa lukket deres grænser.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress