Af Ritzau - 10/10-16 02:27; Opdateret: 10/10-16 03:14

Orkanen Matthew har kostet over 1000 livet i HaitiOrkanen Matthew har kostet over 1000 livet i Haiti

Den kraftigste orkan i et årti i området har desuden efterladt tusindvis uden hjem.

storybild

Hospitalerne i Haiti arbejder på højtryk for at hjælpe ofre for orkanen Matthew. Det gælder blandt andet kolerapatienter. (Billede: Reuters/Andres Martinez Casares)

Antallet af dødsofre i Haiti efter orkanen Matthews hærgen i sidste uge har nu rundet mindst 1000.

Det viser en sammentælling af lokale tal, som nyhedsbureauet Reuters søndag lokal tid har foretaget.

Over halvdelen af de omkomne er fra provinsen Grand'Anse.

Haiti, der ofte betegnes som det fattigste land på den vestlige halvkugle, blev særdeles hårdt ramt, da Matthew tirsdag for alvor gik i land med vinde på over 200 kilometer i timen.

Tusindvis af bygninger er blevet ødelagt, og derudover kæmper myndigheder i Haiti samt internationale hjælpeorganisationer med få bugt med et udbrud af kolera.

Foruden Haiti har Matthew også kostet liv i blandt andet Den Dominikanske Republik og USA.

Orkanen var den kraftigste i cirka et årti til at ramme landene i og omkring Det Caribiske Hav.

I Haiti er behovet for nødhjælp stort, lyder det fra hjælpeorganisationer.

- Hovedstaden Port-au-Prince er sluppet relativt billigt, men når man kommer længere sydpå er der enormt store ødelæggelser over store områder.

- Vores førsteprioritet er derfor at få mad, vand og medicin ud til de ramte, siger Håkan Skaug fra den nordiske nødhjælpsorganisation Hope til NTB.

De 1000 omkomne i Haiti er ikke baseret på et officielt tal fra de centrale myndigheder i landet, men en optælling hos lokale myndigheder, som Reuters har lavet.

Det officielle tal er søndag lokal tid på 336.

Et koleraudbrud kostede i 2010 omkring 10.000 livet i Haiti. Derfor er der nu særlig fokus på at få stoppet et større udbrud. Indtil videre meldes der om 13 døde af kolera efter Matthew.

- Oversvømmelser og stillestående vand giver perfekt grobund for vandbårne sygdomme som kolera. For hver dag, der går, øges risikoen for nye udbrud, siger Marc Vincent fra Unicef.

FN's børneorganisation anslår, at omkring en halv million indbyggere i Haiti har akut brug for hjælp.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress