Af Ritzau - 12/09-16 14:18; Opdateret: 12/09-16 15:25

Trump: Kandidaternes helbred skal være emne i valgkampenTrump: Kandidaternes helbred skal være emne i valgkampen

Den republikanske præsidentkandidat ønsker Hillary Clinton god bedring, efter at hun søndag var nær kollaps.

storybild

Hillary Clinton til højtidelighed søndag i New York på årsdagen for terrorangrebet på USA. Det var kort før, hun var tæt på at besvime. (Billede: Scanpix/Justin Sullivan)

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, siger til Fox News, at præsidentkandidaternes helbred er et vigtigt emne i den amerikanske valgkamp.

Det fastslår han, dagen efter at demokraten Hillary Clinton var tæt på at kollapse, da hun deltog i en højtidelighed for ofrene fra terrorangrebet mod USA i 2001.

Hendes læge har efterfølgende fortalt, at Clinton har lungebetændelse og siden fredag har været i penicillinbehandling.

- Jeg håber bare, hun bliver rask og kommer tilbage på sporet, og at vi vil se hende dukke op til debatten, siger Trump til Fox News.

Den første direkte tv-debat mellem de to kandidater finder sted 26. september.

På spørgsmålet om han mener, at kandidaternes sundhedstilstand er et emne i valgkampen, svarer han:

- Jeg mener, at det er et emne. Faktisk gennemførte jeg i sidste uge en sundhedstest, og når tallene er klar, så vil jeg offentliggøre meget, meget præcise tal.

Trump har offentliggjort enkelte informationer fra sin læge. Han lover, at bliver han valgt, vil han være den sundeste præsident, der nogensinde har haft posten.

Flere amerikanske medier skriver ifølge AFP, at ansatte i Trumps stab har fået besked på at omtale Clintons sygdom med respekt. De er ifølge nyhedsbureauet blevet bedt om ikke at skrive noget på sociale medier.

CNN skriver, at ethvert brud på dette påbud vil resultere i fyring.

Inden Clintons dramatiske kollaps søndag i New York var Trump allerede begyndt at så tvivl, om rivalen er rask nok til at være præsident.

Der kører mange rygter om den demokratiske præsidentkandidats helbred.

For fire år siden fik Hillary Clinton en hjernerystelse. Dengang lød forklaringen, at hun på grund af en mavevirus var blevet dehydreret, og så var hun besvimet og faldet.

Ikke længe efter blev hun diagnosticeret med en blodprop.

Clintons læge sagde i juli, at hendes helbred var fremragende. Hun vil være klar til embedet i Det Hvide Hus, lød det fra lægen.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress