Af Ritzau - 19/05-16 18:00; Opdateret: 19/05-16 19:46

Spansk region forbyder tyredrab under festivalSpansk region forbyder tyredrab under festival

Deltagerne i et kontroversielt tyreløb må ikke længere tage livet af tyren, som de jagter gennem en spansk by.

storybild

Den nye regel om at lade tyren leve gælder tyreløbet ved navn Toro de la Vega, men ikke de endnu mere kontroversielle tyrefægtninger (arkivfoto). (Billede: Free/Colourbox.dk)

I den spanske by Tordesillas afholdes der hvert år en kontroversiel festival, hvor horder af mennesker jagter en tyr, som de forsøger at slå ihjel med knive, stokke og lanser.

Men nu må tyren ikke længere miste livet under jagten.

Sådan lyder det torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP fra myndighederne i den spanske region Castilla y Leon, hvor den kontroversielle festival finder sted.

- Regeringen har godkendt et dekret om at forbyde at dræbe tyre i offentligheden under populære og traditionelle begivenheder, lyder det i en udtalelse fra myndighederne i den nordlige region.

Den nye regel om at lade tyren leve gælder tyreløbet ved navn Toro de la Vega, men ikke de endnu mere kontroversielle tyrefægtninger.

Og mens det nu bliver forbudt at dræbe tyren, så nævner de nye regler ikke noget om, at man ikke må stikke til dyret under jagten.

Aktivister har i årevis forsøgt at få myndighederne til at forbyde den blodige festival i Tordesillas.

Silvia Barquero, formand for partiet Pacma, der går ind for dyrerettigheder, udtaler, at man nu venter på at finde ud af, hvordan de nye regler vil blive implementeret.

- Vil folk få lov til at stikke tyren eller ej? Det burde ikke være tilladt, for det vil lede til tyrens død, siger hun til AFP.

Hun siger, at beslutningen om at forbyde tyredrab under festivalen kun er en delvis sejr.

- Det er det første skridt, men ikke det sidste, siger hun.

Borgmesteren i byen Tordesillas, Jose Antonio Gonzalez Poncela, vil anke beslutningen. Han mener, at de nye regler går imod flere nationale love, som er til for at værne om den spanske kulturarv.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress