Af Ritzau - 09/11-16 12:35; Opdateret: 09/11-16 13:36

Amerikanske vælgere siger ja til marihuana og våbentjekAmerikanske vælgere siger ja til marihuana og våbentjek

Forslag om cigaretpriser og porno var også på stemmesedlen, da amerikanerne valgte ny præsident.

storybild

Amerikanske vælgere stemte ikke kun om, hvem der skulle indtage posten som USA's næste præsident. (Billede: Scanpix/Saeed Khan)

Mens den nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, fejrer sin sejr, tikker resten af resultaterne fra tirsdagens valg ind.

Rundt om i staterne har amerikanske vælgere nemlig taget stilling til en række lokale forslag.

I Californien er et omstridt forslag om tvungen brug af kondom for pornoskuespillere blevet afvist. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Modsat var de californiske vælgere positive over for et forbud mod engangsplastikposer i supermarkeder.

Fortalere for forslaget har sagt, at poserne forurener havet og dræber dyrelivet. Modstandere frygter ifølge tv-stationen CNN, at forbuddet vil koste arbejdspladser.

Også legalisering af marihuana til rekreativt brug blev stemt igennem i Californien.

I andre stater har det euforiserende stof også været på stemmesedlen. Det gælder Florida, hvor vælgerne sagde ja til medicinsk brug af cannabis.

Den afgående præsident, Barack Obama, har kæmpet hårdt for at stramme den amerikanske våbenlovgivning.

Han kan glæde sig over, at Nevada nu indfører et baggrundstjek af potentielle våbenkøbere.

Til gengæld er vælgerne i Maine gået den anden vej og har nedstemt samme forslag.

Dødsstraf var også et varmt emne i flere stater. I Oklahoma er borgerne endt med at give statens politikere lov til godkende henrettelsesmetoder uden om den amerikanske forfatning.

Samtidig blev dødsstraf genindført i Nebraska. Det var ellers blevet afskaffet af politikerne i staten sidste år.

Over 150 forslag har ifølge avisen Los Angeles Times været på stemmesedlen rundt om i de amerikanske stater.

Det er tradition i USA at lade vælgerne stemme om lokale tiltag, når de alligevel skal sætte deres kryds til præsidentvalget.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress