15/03-16 06:59; Opdateret: 15/03-16 11:25

De første russiske fly forlader SyrienDe første russiske fly forlader Syrien

Ifølge forsvarsministeriet i Rusland er landets materiel nu officielt på vej til at forlade Syrien.

storybild

Rusland har været militært til stede i Syrien siden oktober blandt andet for at støtte Syriens præsident, Bashar al-Assad, militært. Arkivfoto. (Billede: AP/Alexei Druzhinin)

På femårsdagen for begyndelsen af borgerkrigen i Syrien fløj Rusland den første gruppe af kampfly ud af det krigsramte land, oplyser den russiske regering.

Det sker, efter at præsident Vladimir Putin har givet ordre til at trække de fleste af de russiske styrker tilbage fra Syrien.

- Den første gruppe af russiske fly er fløjet ud fra luftbasen Hmeimim til deres permanente baser på den russiske føderations territorium, meddeler det russiske forsvarsministerium.

Samtidig oplyser den russiske regering, at et avanceret luftforsvarssystem vil blive tilbage i Syrien.

Putin sagde mandag, at en tilbagetrækning af "hovedparten" af de russiske styrker i Syrien ville begynde tirsdag 15. marts.

Det blev begrundet med, at Ruslands mission i landet ifølge præsidenten "stort set er opfyldt".

- Det effektive arbejde, som militæret har udført, har skabt de nødvendige betingelser for, at en fredsproces kan indledes, sagde Putin.

Han nævnte blandt andet, at Ruslands militære tilstedeværelse har banet vejen for den aktuelle FN-fredsproces i Genève.

Rusland har ikke oplyst en frist for, hvornår soldaterne skal være ude af landet. Det russiske militær fastholder dog sin tilstedeværelse i havnebyen Tartus og en militær luftbase i Latakia.

Danmarks udenrigsminister, Kristian Jensen (V), bifaldt mandag udsigten til et russisk exit fra Syrien.

Han håber, at det kan føre til, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, i en nær fremtid træder tilbage.

- Jeg synes, det er positivt, hvis de reelt trækker sig tilbage. Det kan være begyndelsen på slutningen for Assad, sagde Kristian Jensen mandag.

Rusland intervenerede i den syriske konflikt, da det russiske føderationsråd 30. september sidste år godkendte Putins forslag om en militær intervention.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress