Af Ritzau - 03/10-16 08:32; Opdateret: 03/10-16 08:57

Colombiansk forsker: Faldet fredsaftale er en katastrofeColombiansk forsker: Faldet fredsaftale er en katastrofe

Det er svært at se, hvordan Colombia skal komme videre efter afvisningen af fredsaftale, siger forsker.

storybild

Colombianerne har stemt nej til en fredsaftale med den marxistiske guerillabevægelse Farc. Planen skulle have afsluttet 52 års konflikt. (Billede: Scanpix/Mario Tama)

Det er en katastrofe, at colombianske vælgere har afvist den fredsaftale, som ellers skulle stoppe den væbnede konflikt mellem Colombias regering og oprørsbevægelsen Farc.

Det siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Jairo Munive.

Konflikten har hærget i landet siden 1960'erne.

- Jeg kan ikke se, hvordan Colombia nu skal komme videre, siger Jairo Munive, som selv er colombianer.

- Nej-siden er aldrig kommet med bud på, hvad de synes er forkert eller forkasteligt ved aftalen, og det har taget fire år at forhandle. Jeg må nok sige, at jeg er ked af det, siger han.

Præsident Santos og lederen af Farc, Timoleon "Timochenko" Jimenez, hvis rigtige navn er Rodrigo Londono Echeverri, underskrev aftalen 26. september. Men den skulle ratificeres af vælgerne for at træde i kraft.

Med 99 procent af stemmerne talt op har 50,2 procent af vælgerne sagt nej til aftalen, mens 49,8 procent bakker aftalen op ifølge AFP.

Der er to faktorer, der har haft betydning for vælgernes nej, forklarer forskeren.

Før det første mener nejsigerne, at aftalen lader oprørerne slippe for let. Mange ser gerne, at de bliver straffet med fængsel.

Desuden er der stærke kræfter i Colombia, som har arbejdet benhårdt for et nej. Det gælder blandt andet den konservative del af højrefløjen, anført af landets gamle generaler og den tidligere præsident Alvaro Uribe.

- Han er en stor politisk figur i Columbia, og han har mange vælgere bag sig, siger Jairo Munive.

Valgdeltagelsen har været historisk lav. Halvdelen af befolkningen har ikke stemt.

- Det bekymrer mig, at 60 procent af befolkningen ikke har stemt. Demokratiet i Colombia er ikke så velfungerende, som man kunne ønske. Landet er ikke klar til at blive et moderne samfund, siger Jairo Munive.

Norske myndigheder har via en rolle som mægler sin del af æren for, at Colombias regering og oprørsbevægelsen Farc i slutningen af august blev enige om at stoppe de voldelige stridigheder.

En af de personer, som fra Norge har fulgte begivenhederne tæt ifølge nyhedsbureauet NTB, kalder afstemningen dårligt nyt for det latinamerikanske land.

- En aftale, som det har taget fire år at forhandle sig frem til, er nu blevet værdiløs, siger Martha Rubiano Skretteberg, som er generalsekretær for hjælpeorganisationen Caritas Norge.

Da parterne i sidste uge underskrev aftalen viste to meningsmålinger, at ja-siden ville vinde med en margin på hele 20 procentpoint.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress