Af Ritzau - 03/09-16 14:55; Opdateret: 03/09-16 15:30

Storm og oversvømmelser hærger USA's østkystStorm og oversvømmelser hærger USA's østkyst

Steder i Florida har på tre døgn fået samme mængder regn, som der falder i løbet af ti måneder i Danmark.

storybild

Garden City Beach i South Carolina er et af de steder, der har været ramt af voldsom regn på grund af den tropiske storm Hermine. (Billede: Reuters/Randall Hill)

Den tropiske storm Hermine har hærget de amerikanske stater Florida, Georgia og North Carolina og South Carolina lørdag, og den amerikanske østkyst risikerer en blanding af kraftig vind og voldsomme regnskyl i weekenden.

- Hermine truer ikke kun med at spolere weekendudflugter på stranden. Den har også potentialet til at skade lokale områder og udgør en risiko for dem, der vover sig ud for at surfe på havet, siger Alex Sosnowski, der er meteorolog hos Accuweather.com til Reuters.

Ifølge den amerikanske vejrtjeneste, National Weather Service, er der faldet 568 millimeter regn ved Lake Tarpon nær Tampa i Florida fra tirsdag eftermiddag til natten til lørdag.

Det er omtrent de samme mængder regn, der normalt falder på ti måneder i Danmark fra januar til oktober. Det skriver TV2 Vejret.

Hermine er den første orkan, der rammer Florida i 11 år. I staten blev der målt kraftige vinde på 130 kilometer i timen, skriver Reuters.

Tidligt lørdag morgen er flere mennesker blevet reddet i North Carolina, da gader var oversvømmet. Det har flere billeder fra lokale medier vist. Der er meldinger om mindst en tornado i North Carolina lørdag, skriver lokale medier.

Myndighederne rapporterer desuden om et dødsfald relateret til stormen i det nordlige Florida, hvor et træ væltede ned over en hjemløs mand, som sov i sit telt.

Da stormen fredag passerede tæt på Myrtle Beach i South Carolina skabte den mere end 51.000 strømafbrydelser i staten, fortæller Derrec Becker, der er statens talsmand for beredskabet.

Samlet set har omkring 150.000 huse været uden strøm i Florida, Georgia, South Carolina og North Carolina, rapporterer strømselskaber lørdag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress