Af Ritzau - 19/07-16 12:11

Overlæge: Afghanske børn flygter over hals og hovedOverlæge: Afghanske børn flygter over hals og hoved

Flugtoplevelser kan være særligt voldsomme for uledsagede børn. I Danmark screener man børnene for traumer.

storybild

Arkivfoto. Arkivfoto. Uledsagede mindreårige asylansøgere er en særligt udsat gruppe. Afghanske unge oplever ofte at måtte flygte alene over hals og hoved. (Billede: Scanpix/Asger Ladefoged)

Afghanske børn, der rejser alene op igennem Europa, er en særlig gruppe, der med ar på sjælen ofte skal leve et liv uden netværk i et fremmed land.

Det forklarer Røde Kors, der netop har ansvaret for de mindreårige uledsagede asylansøgere, der kommer til Danmark.

- De allerfleste har voldsomme flugtoplevelser i bagagen. Mange er flygtet over hals og hoved – specielt dem fra Afghanistan, hvor familien har solgt, hvad de ejede, for at få sendt den ældste søn afsted, siger overlæge i Røde Kors Ebbe Munch-Andersen.

Hovedpersonen i et voldsomt angreb i den tyske delstat Bayern mandag aften er netop af afghansk afstamning: En 17-årig uledsaget dreng, der angreb med en økse og en kniv i en togkupé og sårede fire personer.

Inden da levede han som uledsaget mindreårig hos en plejefamilie i den nærliggende by Ochsenfurt. En tilværelse der sandsynligvis er kommet i stand efter en screening af den unge mand, som man også kender det fra dansk praksis i asylsystemet.

Herhjemme screenes de uledsagede flygtningebørn først af en sundhedsplejerske på modtagecentret i Gribskov og herefter af en psykolog, når de kommer ud på centrene.

I henhold til Børnekonventionen har de unge krav på de samme foranstaltninger, som det danske samfund sætter i værk for de danske børn. Det kan være, at de unge skal have et særligt bosted, har brug for en plejefamilie, eller støtte i noget af døgnet.

Men det ændrer ikke på, at unge afghanere oftest har store traumer.

- Eksempelvis har Taliban villet hyre barnet som selvmordsbombemand eller soldat. Faren har sat sig til modværge, og så er faren slået ihjel eller familiens hus brændt, forklarer Ebbe Munch-Andersen om forhistorier for, at de afghanske familier ofte sender deres ældste sønner alene mod Europa.

Herfra er de overladt til sig selv, og selv om de ønsker at gense deres familier, vil de sandsynligvis ende meget alene.

- Når de rejser, så tager smuglerne børnenes telefoner, hvor familiens numre er skrevet op. Så når børnene kommer til Danmark, kan de ikke komme i kontakt med deres familier, siger han som eksempel.

Oftest er børnenes familier også selv på flugt, og dermed mindskes chancen for at genetablere en kontakt til familien.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress