16/10-15 08:52

Politi skyder og dræber migrant i grænsetumultPoliti skyder og dræber migrant i grænsetumult

Bulgarske grænsevagter trak våben mod "aggressiv og bevæbnet" gruppe af migranter fra Afghanistan.

storybild

(Billede: Polfoto)

En migrant fra Afghanistan er sent torsdag aften blevet skudt og dræbt, da han sammen med en gruppe landsmænd forsøgte at krydse grænsen mellem Tyrkiet og Bulgarien.

Det oplyser det bulgarske indenrigsministerium.

Det er uklart, om det dræbende skud blev affyret direkte mod manden, eller om han blev ramt ved et uheld i forbindelse med et varselsskud. Det vides heller ikke, om den dræbte selv havde våben på sig.

- En stor gruppe illegale immigranter forsøgte at komme ind i Bulgarien fra Tyrkiet. En mand blev ramt af et skud og døde på vej til hospitalet, siger en talskvinde for indenrigsministeriet i Sofia til nyhedsbureauet AFP.

Hændelsen fandt sted nær byen Sredets i det sydøstlige Bulgarien.

Statsradioen BNR citerer kilder i ministeriet for, at gruppen på 48 afghanske migranter var bevæbnet og opførte sig aggressivt. De nægtede at rette sig efter ordrer fra bulgarske grænsevagter om at stoppe og vende om.

Hændelsen er den første alvorlige episode med migranter i Bulgarien, siden strømmen af flygtninge og migranter for alvor er taget til. Hidtil er strømmen, der forsøger at nå frem til vesteuropæiske lande, stort set løbet uden om Bulgarien.

Balkan-staten er blandt et fåtal af EU-lande, som ikke er med i Schengen-samarbejdet om åbne grænser.

Mens tusindvis af migranter og flygtninge fra Nordafrika og Mellemøsten er druknet på Middelhavet, så lurer der også farer for de mange, som klarer turen til en europæisk kyst.

I maj blev 14 migranter ramt og dræbt af et tog i Makedonien. De var del af en større flok, som vandrede gennem en slugt, der ofte benyttes af migranter på vej mod Vesteuropa.

Det kan også være farligt at lægge sin skæbne i hænderne på menneskesmuglere.

Mest tragiske bevis på det kom i slutningen af august. I en kølelastbil, der stod efterladt på en motorvej uden for Wien, fandt politiet 71 forrådnede lig af migranter.

De menes at være omkommet af iltmangel, fordi de ansvarlige for den makabre transport havde spærret dem inde i lastrummet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress