Af Ritzau - 26/05-16 16:37; Opdateret: 26/05-16 18:51

Medie: Donald Trump har sikret sig flertal af delegeredeMedie: Donald Trump har sikret sig flertal af delegerede

Nyhedsbureauet AP har foretaget sin egen optælling af delegerede, og den regnes som troværdig.

storybild

Donald Trump har et flertal af delegerede bag sig og er nu reelt republikanernes præsidentkandidat. (Billede: Scanpix/Jim Watson)

Donald Trump har sikret sig det flertal af delegerede, som gør ham til Det Republikanske Partis præsidentkandidat, opgør det amerikanske nyhedsbureau AP.

AP har foretaget sin egen optælling af delegerede, og den viser et flertal for Trump. Nyhedsbureauet regnes i denne sammenhæng som meget troværdig.

Formelt sker udnævnelsen af Trump som præsidentkandidat først på Det Republikanske Partis konvent fra 18. til 21. juli i byen Cleveland.

Det kræver 1237 delegerede for at have et flertal.

Trump har ikke længere nogle modkandidater, efter senator Ted Cruz og guvernør John Kasich tidligere på måneden trak sig ud af opgøret.

AP skriver, at et antal delegerede, som ikke på forhånd er bundet til at støtte nogen kandidat, nu siger, at de står bag Trump.

Men Trump står i den bizarre situation, at en betydelig del af partitoppen hos republikanerne ikke har villet støtte ham, selv om det i flere uger har været soleklart, at han ville blive partiets præsidentkandidat.

Blandt dem, som har nægtet at bakke ham op, er de tidligere præsidenter George W. Bush, dennes far, George H.W. Bush, og republikanernes præsidentkandidat i 2012, Mitt Romney.

Trump er den kandidat, som stort set samtlige medier og kommentatorer i USA og Europa omtalte som en døgnflue, da han sidste sommer i målinger fremstod som den mest populære af de republikanere, der meldte sig ind i kampen om at blive nomineret som præsidentkandidat.

Men de tog fejl. Én efter én røg hans modkandidater ud, og det var mest synligt, da den republikanske partitops favorit, Jeb Bush, i det tidlige forår sagde stop efter en stribe nederlag ved de første primærvalg.

Trumps mest sandsynlige modstander ved præsidentvalget 8. november er demokraten Hillary Clinton.

LÆS OGSÅ: Trump vinder uden modstand primærvalg i Washington

LÆS OGSÅ: Kunstner på Instagram: Sådan ville Donald Trump se ud, hvis han var hipster

LÆS OGSÅ: Måling: Både Clinton og Trump er dybt upopulære

LÆS OGSÅ: Hillary skyder på Trump: Han er ukvalificeret

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress