08/03-16 13:09; Opdateret: 08/03-16 14:01

FN-chef bekymret over flygtningeudspil fra EU og TyrkietFN-chef bekymret over flygtningeudspil fra EU og Tyrkiet

Flygtningechefen frygter, at det kan være lovstridigt at sende alle illegale bådflygtninge tilbage til Tyrkiet

storybild

Chefen for FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), italieneren Filippo Grandi (tv), siger, at han er dybt bekymret for, at det kan være i strid med folkeretten at sende alle illegale bådflygtninge tilbage til Tyrkiet fra de græske øer. (Billede: AP/Manu Brabo)

Chefen for FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), italieneren Filippo Grandi, er "dybt bekymret" over dele af det udspil, som Tyrkiet og EU blev enige om natten til tirsdag i forsøget på at løse flygtninge- og migrationskrisen.

Filippo Grandi er især bekymret over den del, der omfatter at sende mennesker tilbage til Tyrkiet, da han mener, at planen ikke tilbyder tilstrækkelige garantier i henhold til folkeretten.

- Jeg er bekymret over enhver ordning, der indebærer at returnere mennesker fra et land til et andet uden at stille de garantier for beskyttelse af flygtninge, der kræves i henhold til folkeretten, fortalte han Europa-Parlamentet tirsdag, hvilket medførte klapsalver blandt flere parlamentsmedlemmer.

Grandi peger på, at flygtninge kun bør sendes tilbage, hvis det kan garanteres, at deres asylansøgning vil blive behandlet korrekt.

Samtidig skal flygtningene "tilkendes asyl i overensstemmelse med internationale standarder samt have fuld adgang til uddannelse, arbejde, sundhedsydelser og om nødvendigt social bistand", mener flygtningechefen.

For at gøre den farlige tur over Middelhavet nytteløs er de 28 EU-lande blevet enige med tyrkerne om, at Tyrkiet skal tage alle personer tilbage, som illegalt krydser havet fra Tyrkiet til de overbelastede græske øer. Alle omkostninger til dette skal betales af EU.

Samtidig er parterne blevet enige om, at for hver syrer, som Tyrkiet tager imod fra de græske øer, skal EU-landene tage imod en anden syrer fra flygtningelejrene i Tyrkiet.

Tyrkiet er i dag hjemsted for flere end 2,7 millioner flygtninge fra krigen i Syrien.

EU-landene regner fortsat med, at omfordelingen fra Grækenland og Tyrkiet kan foregå inden for den allerede aftalte kvote på 160.000 personer.

Også FN's børneorganisation, Unicef, er skeptisk over for den aftale, der ventes at blive vedtaget på EU-topmødet i næste uge.

- Børn skal sikres ret til at anmode om international beskyttelse. Børn kan ikke returneres, hvis det indebærer en risiko for dem, herunder tilbageholdelse, tvangsrekruttering, menneskehandel eller udnyttelse, siger talskvinde for Unicef Sarah Crowe.

I sluterklæringen fra topmødet mandag fastslår de 28 EU-lande, at en aftale med Tyrkiet vil "respektere europæisk og international lov".

Den sætning gentog EU-kommissionens talsmand Alexander Winterstein flere gange, da han tirsdag blev mødt med spørgsmål fra pressen om FN's kritik.

- EU's kommissær for migration, indre anliggender og medborgerskab, Dimitris Avramopoulos, taler med FN i øjeblikket. Detaljerne vil nu blive diskuteret.

- Men du kan være sikker på, at den aftale som vil komme til sidst vil være i overensstemmelse med europæiske og international lov. Det kan du være sikker på, siger Alexander Winterstein.

/ritzau/Reuters/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress