28/03-15 08:47

Frifundet Amanda Knox: Jeg er lettet og taknemmeligFrifundet Amanda Knox: Jeg er lettet og taknemmelig

Efter at være blevet frifundet for et brutalt drab takker en berørt Amanda Knox for at have fået sit liv igen.

En tydeligt berørt Amanda Knox tog fredag aften lokal tid imod en stor del af den amerikanske presse foran Knox-familiens hjem i Seattle, efter at den italienske højesteret har frifundet hende for et drab i 2007 på den britiske studerende Meredith Kercher.

- Jeg er så taknemmelig for at have fået mit liv tilbage. Det er det eneste, jeg kan sige. Lige nu forsøger jeg stadig at forstå, hvad alt det her betyder, siger Amanda Knox med tårer i øjnene, viser tv-billeder fra CNN.

Hun har svært ved at finde de rigtige ord og svar på journalisternes spørgsmål. Især da hun bliver spurgt til Meredith Kercher, der var Amanda Knox' værelseskammerat i Italien, hvor de begge var på udveksling.

- Meredith var min veninde ... Hun fortjente så meget mere i livet. Jeg er den heldige. Tak. Tak, siger Amanda Knox.

I en tidligere skriftlig udtalelse gav hun udtryk for en "enorm" lettelse over frifindelsen.

- Jeg er enormt lettet og taknemmelig for beslutningen fra højesteret, lød det.

To gange tidligere er Amanda Knox sammen med sin italienske ekskæreste Raffaele Sollecito blevet dømt for drabet på Knox' bofælle, Meredith Kercher. Drabet har trukket overskrifter på begge sider af Atlanten for detaljer om sexlege og brutalitet.

Den i dag 27-årige Amanda Knox nåede at tilbringe fire år i fængsel, efter at hun og Sollecito første gang blev dømt for at have slået briten ihjel.

Kercher blev fundet halvnøgen i en blodpøl på gulvet i sit soveværelse i det hus, hun delte med Knox. Hun blev fundet med halsen skåret over, og der blev fundet i alt 47 knivstik på hendes krop.

Men hele vejen igennem har amerikaneren stået fast på, at hun er uskyldig.

- Min viden om min uskyld har givet mig styrke i selv de mørkeste perioder af denne prøvelse. Og gennem denne prøvelse har jeg modtaget uvurderlig støtte fra familie, venner og fremmede. Til dem kan jeg kun sige mange tak, sagde Knox i sin skriftlige udtalelse.

Også Amanda Knox' familie gentager en "dyb taknemmelighed" til dem, der har kæmpet på amerikanerens side og troet på hendes uskyld.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress