Af Ritzau - 17/08-16 04:37; Opdateret: 17/08-16 06:18

Naturbrand i Californien sender 80.000 på flugtNaturbrand i Californien sender 80.000 på flugt

Vind, knastør bevoksning og høje temperaturer nærer flammerne, der spreder sig i alle retninger ifølge avis.

storybild

(Billede: Scanpix)

En naturbrand i det sydlige Californien spreder sig så hurtigt, at flere end 80.000 mennesker er beordret evakueret.

Det siger en talskvinde for California Department of Forestry and Fire Protection til nyhedsbureauet Reuters.

Det er i San Bernardino-regionen, at flammerne har fået fat.

Næsten 4000 hektar er foreløbigt brændt af, skriver Los Angeles Times. Et ukendt antal bygninger er desuden gået op i røg.

Kraftig vind, knastør bevoksning og temperaturer omkring 35 grader nærer flammerne. Brandfolk havde sent tirsdag aften lokal tid ikke kontrol over branden og frygter, at den bliver værre.

I flere mindre samfund, herunder skisportsbyen Wrightwood, er alle beboere tvunget på flugt. Ilden spreder sig i alle retninger, rapporterer medierne.

To af områdets hovedveje er lukket for færdsel. Det gør det sværere at komme væk fra farezonerne.

Branden blev anmeldt tirsdag formiddag lokal tid. I løbet af to timer dækkede flammerne et areal på næsten 700 hektar.

Californiens guvernør, Jerry Brown, har erklæret undtagelsestilstand for San Bernardino County, skriver Reuters.

For femte år i træk er Californien denne sommer ramt af tørke, og branden er den seneste i en række af ødelæggende skovbrande, som har ramt delstaten. Fra Lake County i nord til San Diego i syd.

Mandag rasede en brand 135 kilometer nord for San Francisco.

Otte mennesker er omkommet, og hundredvis af boliger er lagt i aske i de mange brande.

Men myndighederne advarer om, at det værste måske endnu er i vente. I det sydlige Californien er efteråret nemlig normalt højsæson for naturbrande.

Ikke alle brande opstår dog af sig selv.

Mandag anholdt politiet en 40-årig mand, som mistænkes for 17 tilfælde af brandstiftelse i den nordlige del af delstaten i løbet af det seneste år.

- Han har begået en rædselsvækkende forbrydelse, sagde chefen for brandvæsnet i Californien, Ken Pimlott, om den anholdte til Reuters.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress