Af Ritzau - 24/11-16 04:28

Usædvanlig koldfront giver Tokyo første novembersne i 54 årUsædvanlig koldfront giver Tokyo første novembersne i 54 år

Sidste gang det sneede i november i Japans hovedstad, Tokyo, var John F. Kennedy præsident i USA.

storybild

Japanere forsøger at dække sig af for det usædvanlige novembervejr i Tokyo. Først blev byen ramt af slud, men det udviklede sig senere til sne. Det er første gang i 54 år, at det sner i november i Tokyo. (Billede: Scanpix/Kazuhiro Nogi)

Det sner i Japan, hvor hovedstaden, Tokyo, torsdag er blevet ramt af de første novemberfnug i 54 år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Byens trafik er hidtil det eneste offer for det usædvanlige novembervejr.

Mens lange køer vokser, og forsinkede tog snegler sig afsted, går japanere på arbejde med tykke jakker i Tokyo, der er mere vant til jordskælv end sne.

Sidste gang sneen faldt i november i den japanske hovedstad, var John F. Kennedy amerikansk præsident, og Bob Dylan havde netop udgivet sit debutalbum.

Sneen begyndte som slud lige omkring solopgang, men snart derefter udviklede nedbøren sig til regulær sne. Det er resultatet af en usædvanlig koldfront, der spreder sig over Tokyo. Den har sendt temperaturerne ned på frysepunktet.

Normalt er vejret i Tokyo på denne tid af året sammenligneligt med danske efterårsdage.

Der er typisk halvlunt og op til 14 grader, skriver Reuters. Så sent som søndag var der helt op til 20 grader i storbyen.

- Jeg blev chokeret, siger Masaru Machida, der netop har færdiggjort sin nattevagt og er på vej hjem, til Reuters.

- Det er alt for tidligt, fortsætter hun.

Selv om Tokyo får sne de fleste år, så sker det først i januar eller februar.

Desuden er det sjældent, at det bliver liggende særligt længe.

Prognoserne forudsiger, at der kan falde op til to centimeter sne i det centrale Tokyo.

Ifølge Det Japanske Meteorologiske Agentur stopper sneen med at falde i løbet af eftermiddagen torsdag. Det svarer til torsdag morgen dansk tid.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress