Af Ritzau - 12/11-16 23:30

Hillary Clinton mener FBI-direktørs ageren hjalp TrumpHillary Clinton mener FBI-direktørs ageren hjalp Trump

FBI's undersøgelse af mails på Clinton-rådgivers computer bremsede hendes momentum, mener Clinton selv.

storybild

Hillary Clinton mener, at FBI-direktør James Comeys ageren i hendes e-mail-sag har hjulpet Trump. (Billede: Scanpix/Jewel Samad)

FBI bremsede demokraten Hillary Clintons momentum med oplysningen om, at de havde fundet nye e-mails, der måske relaterede sig til hendes såkaldte e-mail-sag.

Og da FBI havde set de pågældende e-mails igennem og oplyste, at de ikke fandt noget af interesse, hjalp de med at motivere Donald Trumps vælgere til at stemme.

Sådan lyder analysen fra demokraternes præsidentkandidat selv i et fælles opkald til en række donorer søndag.

Det skriver flere medier inklusiv CNN og Washington Post.

Det var FBI's direktør James Comey, der orienterede en række medlemmer af Kongressen om interessen for nogle e-mails, der blev fundet på en Clinton-rådgivers computer. Det skete den 28. oktober.

Samme James Comey orienterede 6. november Kongressen om, at FBI ikke mente, at de pågældende e-mails ændrede ved, at Clinton ikke skulle retsforfølges.

- Vores analyse er, at Comeys (første, red.) brev, der rejste tvivl, som viste sig at være uden grund, bremsede vores momentum, sagde Clinton ifølge Washington Post.

Comeys orientering fik flere demokrater i Kongressen til at hævde, at FBI-direktøren forsøgte at påvirke valget. James Comey har tidligere været registreret som republikaner.

Demokraternes leder i senatet, Harry Reid, sagde endda, at James Comeys orientering måske var ulovlig.

Ifølge Clinton havde hendes kampagne kæmpet sig tilbage fra den tvivl, der var skabt. Men to dage før valget kom Comeys anden orientering.

Selv om brevet bekræftede, hvad Clinton-kampagnen havde hævdet, gav det en motivation for Trumps vælgere, mener Clinton selv.

Det var ifølge Clinton mere, end hun kunne overkomme.

- Og resultatet blev resultatet, konstaterede hun ifølge Washington Post.

Hillary Clinton tabte 8. november valget til Donald Trump, fordi sidstnævnte vandt flere af staternes valgmænd.

En optælling af de sidste stemmer pågår stadig. Her fører Hillary Clinton i antal af afgivne stemmer på nationalt plan.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress