Af Ritzau - 06/08-16 10:29

Trump ændrer kurs for at skabe mere enhed i sit partiTrump ændrer kurs for at skabe mere enhed i sit parti

Den republikanske præsidentkandidat støtter nu fremtrædende partifæller, som han først havde kritiseret.

storybild

Senator John McCain er blandt de republikanere, som Donald Trump nu har erklæret sin støtte til i et kursskifte, som skal mindske splittelsen i hans politiske bagland. (Billede: Scanpix/Jim Watson)

Donald Trump har ændret kurs og erklæret sin støtte til fremtrædende partifæller, som han havde lagt afstand til i en uge præget af tiltagende splittelse i hans bagland i det republikanske parti.

Efter dage med faldende popularitetstal og tab af støtte fra ledende republikanere slår Trump nu til lyd for enhed i partiet, og han har givet sin støtte til partifællen Paul Ryan, der kæmper for at blive genvalgt til Repræsentanternes Hus.

Han erklærer også sin støtte til senatorerne John McCain og Kelly Ayotte, som han også havde distanceret sig fra.

Men et fremtrædende republikansk medlem af Kongressen, Richard Hanna, har gjort det klart, han vil stemme på Hillary Clinton og ikke sin partifælle Trump.

Den republikanske forfatter Jan Halper-Hayes siger, at hun altid har taget Trump i forsvar, men hun kalder ham nu "psykologisk uafbalanceret" og "uden for kontrol".

Det var ventet, at Trump ville give sin officielle opbakning til Ryan, formanden for Repræsentanternes Hus, efter at han provokerede ved at kalde Ryan for en noget svag politisk leder.

- Jeg kan godt lide Paul, men det er forfærdelige tider for vores land. Vi har brug for stærkt lederskab. Vi har brug for et meget, meget stærkt lederskab. Og jeg er bare ikke helt dér (hvor jeg kan støtte Paul Ryan, red.) endnu, sagde Trump til Washington Post tirsdag.

Præsidentkandidatens udtalelse mindede om den formulering, som Paul Ryan i foråret brugte, da han sagde: "Jeg er bare ikke klar" til at støtte Donald Trump som præsidentkandidat.

Men der lyder nu nye toner fra Trump.

- Vi har brug for sammenhold. Vi er nødt til at vinde dette valg, siger præsidentkandidaten, der fredag førte kampagne i Paul Ryans hjemstat, Wisconsin.

- Det er vores fælles mission at gøre USA stor igen. Jeg støtter og står bag vores formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan. Han er en god mand og en god fyr. Vi er måske uenige om et par ting, men vi er mest enige, siger Trump.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress