Af Ritzau - 23/10-16 14:45

Irakiske og kurdiske enheder er nu tæt på selve MosulIrakiske og kurdiske enheder er nu tæt på selve Mosul

Unicef har planer om at hjælpe mere end 748.000 mennesker, hvoraf op mod 500.000 er børn.

storybild

Røgsøjle ved en af Islamisk Stats stillinger i byen Naweran, nær Mosul, hvor en offensiv mod jihadisterne bliver stadigt mere optrappet. (Billede: Reuters/Azad Lashkari)

Irakiske styrker har søndag kæmpet sig forbi snigskytter fra Islamisk Stat (IS), uden om lureminer og selvmordsbomber for at stramme grebet om jihadisterne i storbyen Mosul.

Fremrykningen skete, samtidig med at de jagtede medlemmer af Islamisk Stat andre steder i landet.

Kurdiske militsstyrker meddelte, at de ville indlede en ny offensiv ved søndag daggry mod Bashiqa nordøst for Mosul med mere end 10.000 mand.

De irakiske og kurdiske styrker har dermed indledt angreb på to fronter i den nordøstlige del af den irakiske storby, skriver nyhedsbureauet AP.

En irakisk general, Haider Fadhil, siger, at kurderne har erobret to landsbyer i nærheden af Bashiqa og en lille shiamuslimsk helligdom i området.

I den forgangne uge har de irakiske og kurdiske styrker overvejende kæmpet mod IS i ubeboede byer og landsbyer rundt om Mosul.

Over 25.000 irakiske landstyrker er sat ind i offensiven, som støttes af fly og rådgivere fra USA. Operationerne ventes at tage uger - eller måneder.

Ifølge FN-organet Unicef er flere end 4000 personer flygtet fra områder nær Mosul.

Unicef har planer om at hjælpe mere end 748.000 mennesker, hvoraf op mod 500.000 er børn.

FN-gruppen siger, at børn i selve storbyen eller i dens nærområder er i fare for at blive dræbt. Derudover er de i fare for at blive udsat for seksuel vold, for bortførelse eller for rekruttering til de væbnede grupper.

Bashiqa ligger i nærheden af en militærbase med samme navn. Her træner 500 tyrkiske soldater sunnimuslimske og kurdiske krigere.

Tyrkernes tilstedeværelse har provokeret Irak, som slet ikke har givet tyrkerne grønt lyst til at operere i landet.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress