Af Ritzau - 06/09-16 03:35; Opdateret: 06/09-16 04:16

1400 evakueret fra skovbrand i spansk turistområde1400 evakueret fra skovbrand i spansk turistområde

Myndighederne mistænker, at branden på kyststrækningen Costa Blanca er påsat. Adskillige huse er brændt ned.

storybild

Flere hundrede brandmænd er sat ind i kampen mod flammerne, der hærger på den spanske østkyst. (Billede: Scanpix/Manuel Lorenzo)

En skovbrand er skyld i, at omkring 1400 mennesker er blevet evakueret fra den populære kyststrækning Costa Blanca i det østlige Spanien. Det oplyser lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Branden brød ud søndag nær feriestedet Javea, der ligger knap 40 kilometer nordøst for byen Benidorm og er populært blandt især britiske og tyske turister.

Indtil videre har flammerne opslugt mere end 320 hektarer jord og flere bygninger, oplyser lokale redningstjenester.

Myndighederne mistænker, at branden er påsat, da den angiveligt brød ud flere steder på én gang.

- Dette er miljømæssig terrorisme, som - ud over at bringe vores naturarv i fare - er et direkte angreb på folk, siger lederen af den regionale regering i Valencia, Ximo Puig.

- 1400 er evakueret, skriver Juan Carlos Moragues, der repræsenterer den spanske regering i Valencia, på Twitter.

Mange af de evakuerede opholder sig på skoler. Desuden har mange private indbyggere i Javea tilbudt de nødstedte kost og logi.

Ifølge tv-stationen Antena 3 er adskillige huse blevet tilintetgjort i branden.

Mandag aften lokal tid siger en talskvinde for den lokale redningstjeneste, at ilden ikke længere spreder sig.

- Situationen er ikke længere eskalerende. De har formået at stoppe ilden fra at sprede sig, siger hun og tilføjer, at brandmændene vil fortsætte deres arbejde natten til tirsdag.

Ifølge myndighederne er branden blevet forværret af temperaturer over 40 grader og en lav luftfugtighed.

Spaniens indenrigsministerium advarer om, at de høje temperaturer vil fortsætte frem til i hvert fald onsdag og opfordrer folk til ikke at smide cigaretskod og glasflasker på jorden.

- Langt de fleste skovbrande forårsages af uagtsomhed, skriver ministeriet i en meddelelse.

Spanien plages jævnligt af naturbrande i sommermånederne, men i 2016 har der været færre store brande end i de foregående år.

Fra januar til august i år er 39.700 hektarer jord gået til grunde i flammerne. Det oplyser det spanske landbrugsministerium.

Til sammenligning er gennemsnittet 78.743 hektarer for samme periode siden 2006.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress